Løsladt efter blodprøve: Knaldet igen for spritkørsel

Snuppet to gange for spritkørsel på et par timer - forsøgte at snyde politiet - men den gik ikke

Ved du noget? Mail 1224@eb.dk eller smsm/mms 1224 til alm. takst

En 48-årig mand fra Aalborg skulle åbenbart for enhver pris til København i nat.

Hele to gange indenfor et par timer blev manden knaldet for spritkørsel af de samme betjente.

For næppe var nordjyden blevet sluppet løs efter blodprøvetagningen, før han igen satte sig bag rattet og satte kursen mod hovedstaden.

Blev anmeldt
Sagen tog sin begyndelse ved midnat, da en bilist kom kørende på den Fynske Motorvej.

- Bilisten mente, at der kørte en beruset mand på vejen, så vi sendte en patrulje ud. Vi fandt manden på motorvejen ved Odense og tog ham ind på politigården, så han kunne få taget blodprøve, fortæller vagtchef Lars Thede til Ekstra Bladet.

Manden var efter politiets opfattelse beruset, og derfor blev der bestilt en taxa til København.

- Men vi opdagede, at han havde bestilt yderligere en taxa, og så havde vi jo på fornemmelsen, at han blot var taget ud til sin bil og nu kørte videre. Det viste sig at være rigtigt. Da vi vidste, at han skulle til København, kørte vi i samme retning, fortæller vagtchefen.

Og ganske rigtigt. Klokken 01.45 fik betjentene endnu en gang øje på den berusede bilist. Denne gang ved Nyborg. Manden blev atter anholdt, og så gik turen igen ind på den fynske politigård.

Økonomisk lussing
Juridisk set er der tale om to forskellige sager. Det er endnu uklart, hvad straffen bliver.

Men manden har under alle omstændigheder fået en økonomisk lussing. For efter anholdelse nummer to sikrede politiet, at manden blev sat i en taxa, der vitterlig kørte til København. En anden taxa-chauffør transporterede samtidig fulderikkens bil til hovedstaden.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere