Løsladt tidligere end forventet

Russisk domstol godkender anmodning fra danskeren Dennis Christensen om at blive løsladt fra fængsel før tid

Dennis Christensen, et dansk medlem af Jehovas Vidner, kan blive løsladt før tid. (Arkivfoto) Foto: Andrew Osborn/Reuters
Dennis Christensen, et dansk medlem af Jehovas Vidner, kan blive løsladt før tid. (Arkivfoto) Foto: Andrew Osborn/Reuters

Et dansk medlem af Jehovas Vidner, som er idømt fængselsstraf i Rusland, bliver løsladt tidligere end forventet.

Det skriver Jehovas Vidner i Rusland og det russiske nyhedsbureau Tass.

Dennis Christensen, som personen hedder, blev i februar sidste år ved en russisk domstol fundet skyldig i have agiteret for Jehovas Vidner og idømt seks års fængsel.

Jehovas Vidner er i de seneste år i Rusland blevet betegnet som en ekstremistisk organisation.

Danskeren blev anholdt i foråret 2017 under en gudstjeneste i trossamfundet i en by syd for hovedstaden Moskva.

Men nu har en domstol i Rusland godkendt en anmodning fra Dennis Christensen om at blive løsladt før tid. Det oplyser hans advokat, Anton Bogdanov, til Tass.

- Hans resterende fængselstid - 1 år og 11 måneder - er skiftet ud med en bøde på 400.000 rubler, siger advokaten.

Beløbet svarer til godt 38.000 kroner.

Afgørelsen er endnu ikke trådt i kraft, og Dennis Christensen er fortsat indespærret.

- Dommer Galina Petlitsa har truffet en fair afgørelse. Det er en modig og ærlig handling, som for tiden ikke ses ofte af dommere i sager med Jehovas Vidner, siger Yaroslav Sivulski, repræsentant for Jehovas Vidner i Europa.

At Jehovas Vidner i Rusland betragtes som en ekstremistisk organisation betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister og terrorsympatisører.

Amnesty Internationals policychef, Stinne Lyager Bech, siger i en kommentar:

- Det er glædeligt, at Dennis Christensen nu endelig står til at blive løsladt. Han er en samvittighedsfange, der alene har været fængslet for at praktisere sin tro, og han skulle slet ikke have været fængslet til at begynde med.

- Desværre kan vi konstatere, at forfølgelsen af Jehovas Vidner i Rusland fortsætter og ligefrem er blevet intensiveret med flere fængslinger det seneste stykke tid.

Næsten 40.000 danskere har skrevet under på Amnestys krav om at få Dennis Christensen løsladt.

Stinne Lyager Bech siger, at 'Ruslands lov imod religiøs ekstremisme allerede har ødelagt mange liv'.

- Loven bryder både med trosfriheden, ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, siger hun.