Lokalpolitiker død i cellen: Sådan fastslås dødsårsagen

Samme dag som den drabsforsøgs-tiltalte lokalpolitiker René Kauland skulle for retten, blev han fundet død

René Kaulund nægtede sig skyldig i drabsforsøg, og mange havde set frem til at høre hans forklaring i dag, forklarer Ekstra Bladets kriminalredaktør. Producer: Martin Lorentsen

Politiet kan endnu ikke sige endeligt, hvordan lokalpolitikeren René Kauland døde i sin celle i Slagelse Arrest.

Det siger politiinspektør Tom Trude, der er linjechef for beredskabet i Sydsjællands- og Lolland Falsters Politikreds, hvor dødsfaldet bliver efterforsket.

Han fortæller, at de fik anmeldelsen til vagtcentralen onsdag morgen klokken 7.29.

- Hvad gik anmeldelsen på?

- Ikke andet end at vi får det som et dødsfald, siger han.

René Kauland blev valgt ind i byrådet i Greve Kommune i 2017. Han var medlem af børne- og skoleudvalget frem til sin anholdelse. Pr-foto 112 - 6. mar. 2019 - kl. 13:03 Efter dødsfald i arrest: Her er borgmesters reaktion

Politiet har herefter været ude i arresten for at lave en gerningsstedsundersøgelse, som er almindelig standard-procedure.

- Og ved et dødsfald i arresten skal der være et retslægeligt ligsyn, hvor man ser, om man kan fastlægge dødsmåde og dødsårsag, og hvis man ikke kan det helt der, så vil man træffe beslutning om en retslægelig obduktion, siger politiinspektøren og tilføjer:

- Det retslægelige ligsyn i denne sag bliver afholdt i morgen (torsdag, red.).

- Der er en masse spekulationer om omstændighederne. Men du kan ikke komme dødsårsagen nærmere?

- Nej, vi er nødt til at afvente de undersøgelser, for når vi fastlægger, hvad dødsmåde og dødsårsag er, skal vi jo være sikre på, at man har vendt hver en ting.

Fakta om dødsmåde og dødsårsag

Dødsmåden er en overordnet beskrivelse af hvordan døden er indtruffet, opdelt i naturlig død (fx kendt sygdom eller symptom på sygdom, alderssvækkelse og misbrug) og ikke-naturlig død, der sker på baggrund af en ydre årsag. Det underinddeles i ulykke, selvmord og drab. Uoplyst er, hvis der ikke kan fastslås, om der er tale om naturlig eller ikke naturlig død.

Dødsårsagen er fx den sygdom eller den skade, der medfører dødsfaldet.

René Kauland var valgt ind i byrådet i Greve Kommune for Venstre. Pressefoto 112 - 6. mar. 2019 - kl. 11:02 Politiet: Tiltalt kommunalpolitiker fundet død

- Var afdøde alene i sin celle, der var låst?

- Det kan jeg ikke kommentere.

- Men er der en politiefterforskning i gang i forhold til, om der skulle være sket noget kriminelt?

- Der er den efterforskning, der skal være, i forhold til, når nogen dør i en arrest. Så kører politiet ud og foretager gerningsstedsundersøgelser og laver de efterforskningsskridt, der nu skal tages med afhøringer og forhøringer, og det er den indledende fase. Og så skal der være et retslægeligt ligsyn i den slags sager, hvor man skal fastslå den præcise dødsmåde og dødsårsag. Det er standardproceduren.

- Hvis det var helt åbenlyst, hvordan han er død, ville det så ikke være en fordel at melde det ud?

- Man skal selvfølgelig melde de ting ud, hvis man ved, hvad fakta er. Det er bare ikke sådan, at vi går ud og melder noget ud, før vi har fastlagt det med sikkerhed. Det skal være klarlagt. Der er mange måder at dø på. En naturlig død, sygdom, ulykke, en kriminel handling, selvmord. Det er det, der skal klarlægges ved et retslægeligt ligsyn eller obduktion, fastslår han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere