Lokalsamfund ramt af sorg efter syv-årigs tragiske død

En dybt tragisk dødsulykke nær den lille by Snedsted har sat sine spor hos byens indbyggere

(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)

En mor fra en lille landsby et stykke uden for byen Snedsted i Thy gennemlevede mandag morgen en mors værste mareridt.

Ulykkelige omstændigheder førte nemlig til, at hun et kort øjeblik fik sluppet koblingen, så familiens bil bakkede ind i hendes syv-årige datter, netop som den lille pige var på vej rundt om bilen for at sætte sig ind og blive kørt i skole.

Se også: Syv-årig død: Klemt imellem familiens bil og et træ

Den tragiske hændelse har gjort et tydeligt indtryk i Snedsted, der har lidt over 1000 indbyggere. Det fortæller Lotte Bak Nielsen, der er formand for Snedsted Håndværker og Borgerforening.

- Folk snakker om det og føler med familien, og de føler stor sorg med familien, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun var selv til forældre/barn-gymnastik mandag aften, hvor der var en trykket stemning ovenpå ulykken. Blandt byens forældre har tragedien også sat et stort aftryk.

- Folk snakker meget om, hvordan de skal passe på deres børn fremover og spænde dem fast i bilen. Alle er meget påvirkede af, at det kan ske, siger hun.

Spænder børnene fast først
Hun fortæller, at hun også personligt er berørt af tragedien, som hun vil gøre sit til ikke gentager sig.

- Jeg har selv to små drenge, og det sker ikke igen, at jeg starter bilen, før jeg har spændt dem fast i bilen.

Inde på en Facebook-gruppe med tilknytning til byen, har ulykken også sat sit spor, hvor flere borgere tilkendegiver deres medfølelser.

'Det er fuldstændig frygteligt og uvirkeligt', skriver en borger, mens flere andre giver udtryk for, hvor frygtelig sagen er.

'Så frygteligt. Mine tanker går til den lille familie', lyder det fra en anden bruger i gruppen.

Lotte Bak Nielsen fortæller, at det ikke er synligt generelt i gadebilledet i Snedsted, at tragedien har fundet sted, men venner og pårørende til familien, der er ramt af mareridtet, har i løbet af mandagen flaget på halv i sympati med familien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere