Lokkede tiårig med slik: Men drengens geniale træk fik manden væk

En mand i en rød bil forsøgte at lokke en tiårig dreng med slik. Men drengen tænkte hurtigt og fik ham væk

Ved du noget, eller har du hørt noget. Tip os i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Politiet er i øjeblikket på jagt efter en mand, der de seneste måneder angiveligt har lokket børn med slik og et lift.

Senest var den gal torsdag aften på Palnatokesvej i Frederikssund, da en tiårig dreng blev stoppet af en mand i en rød bil.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Avisen har talt med politiassistent Nino Petersen fra Nordsjællands Politi, der oplyser, hvordan den ukendte mand kom kørende i sin bil og spurgte drengen, om han ville have noget slik.

Drengen svarede nej, og så tænkte han ellers hurtigt.

Efter sigende henvendte den tiårige dreng sig efterfølgende til en mand i nærheden og spurgte, om han ikke ville spille drengens far.

Og så fik manden i den røde bil ellers travlt. Da den fremmede mand fortalte, at han var drengens far, så flygtede bilisten efter sigende i høj fart fra stedet.

Leder efter manden
Ifølge politiet er det den tiåriges rigtige far, der har anmeldt sagen til Nordsjællands Politi.

Manden beskrives som ikke etnisk dansk, 20-25 år og med brun hudfarve. Han havde kort, sort hår, talte danske med accent og var iført en blå eller sort jakke.

Ifølge TV2 er det langt fra første gang, at en episode som denne sker i området. Angiveligt er der anmeldt 12 sager af denne type i Hvalsø, Jyllinge og Frederikssund. Alle byer der ligger i den vestlige del af Nordsjælland.

Ekstra Bladet har forsøgt at få fat i lokalpolitiet hos Nordsjællands Politi, men det har ikke været muligt fredag aften.

Meget alvorlig
TV2 har dog talt med Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi. Han oplyser, at de naturligvis tager sagerne meget alvorligt.

- Der er ikke noget at sige til, at forældre i området er utrygge ved det her. Det er også derfor, vi gerne vil have en snak med den pågældende og høre, hvad han laver og hvorfor.

Vi ved jo ikke, hvad hans tanker har været. Vi skal ligesom bevise, at han har forsæt til at gøre noget. Men vi kan godt forstå, at den adfærd skaber utryghed hos både børn og forældre, siger Carsten Andersen.

Han understreger dog, at der fortsat ikke er sket noget ulovligt i sagen, selv om det godt kan lyde som en sag om børnelokkere.

Både Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer vidner at ringe til 114, hvis de opdager noget mistænkeligt. Samtidig vil politiet meget gerne tale med den mand, der spillede far til den tiårige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere