LTF-ledelsen i retten: Tavse som graven

Flere højtstående medlemmer af Loyal To Familia var mødt op i Københavns Byret onsdag, men ønskede ikke at udtale sig

LTF's formodede leder, Shuaib Khan, står i midten. Han var ikke til stede i retten onsdag, men det var tre andre, som politiet mener er placeret højt i LTF's hierarki. Privatfoto
LTF's formodede leder, Shuaib Khan, står i midten. Han var ikke til stede i retten onsdag, men det var tre andre, som politiet mener er placeret højt i LTF's hierarki. Privatfoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Flere højtstående medlemmer af banden Loyal To Familia (LTF) nægtede onsdag at udtale sig som vidner i sagen om et forbud mod banden.

Svaret var klart, da dommeren spurgte et af de indkaldte vidner, om han ønskede at udtale sig ved vidneskranken i Københavns Byret:

- Nej.

En tatovering på venstre hånd med bogstaverne 'LTF' afslørede dog hans tilknytning til den berygtede bande Loyal To Familia.

Han var indkaldt som vidne med en sigtets rettigheder på sjette retsdag i den historiske sag på 35 retsmøder, hvor der for første gang i dansk historie skal tages stilling til, om en forening kan forbydes ved grundloven.

Anklagemyndigheden forsøger at bevise, at der er tale om en forening i juridisk forstand. En stribe LTF'ere var derfor onsdag indkaldt for at fortælle om deres rolle i LTF, og hvad de ved om banden.

Men da de skulle afhøres med en sigtets rettigheder, havde de ikke pligt til at oplyse andet end navn og fødselsdag.

LTF's ledelse
Senioranklager Lasse Biehl spurgte manden, om han alligevel ville strække sin ene arm frem og vise sin tatovering. Manden, der havde et langt, tæt skæg og en sort dunjakke på, svarede ikke og fik lov til igen at sætte sig ved sin advokat, Michael Juul Eriksen.

Han satte sig også ved siden af to andre sortklædte mænd, der allerede sad på rad og række ved deres advokat.

De tre herrer er ikke hvem som helst.

De er alle tre blevet spottet flere gange iklædt LTF-beklædning med teksten 'National Nomad', der er titlen på ledelsen af LTF, vurderer politiet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen vil hverken be- eller afkræfte, at Shuaib Khan skulle være lederen af LTF. Foto: Ernst van Norde
Forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen vil hverken be- eller afkræfte, at Shuaib Khan skulle være lederen af LTF. Foto: Ernst van Norde

Endnu en af mændene med en formodet stærk tilknytning til banden blev kaldt op til vidneskranken. Han var sort fra top til tå lige fra brillerne til sokkerne. Han havde også 'LTF' foreviget med blæk på venstre hånd.

Men han ønskede heller ikke at udtale sig om banden, der har været midlertidigt ulovlig siden september sidste år.

Dukkede aldrig op
Den tredje mand med kort, sort hår og sort dunjakke takkede også nej, men vil måske udtale sig på et senere tidspunkt.

En mand, politiet vurderer er udtrådt af LTF's ledelse, var også indkaldt over E-boks til at vidne i retten onsdag. Han dukkede dog aldrig op.

Der har dermed endnu ikke været nogen forklaringer fra LTF-medlemmer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Indmeldelsesblanketter, lister over medlemmer og oplysninger om LTF'ernes indkomst i form af blandt andet offentlig forsørgelse fremlagde anklagerne som beviser for de indkaldte LTF'eres høje status i banden. Foto: Jakob Jørgensen
Indmeldelsesblanketter, lister over medlemmer og oplysninger om LTF'ernes indkomst i form af blandt andet offentlig forsørgelse fremlagde anklagerne som beviser for de indkaldte LTF'eres høje status i banden. Foto: Jakob Jørgensen

Nu hvor ingen af de tre fremmødte ville tale, fik anklagerne Lasse Biehl og Emil Folker rig mulighed for at bruge tiden på at fremvise dokumentation for, at de indkaldte mænd er en del af LTF's formodede ledelse.

LTF-medlemmerne i retten onsdag var blot et lille udsnit af de mere end 90 personer, der skal vidne i sagen.

Sidste retsdag er sat til at være 5. september.