LTF’ere risikerer livstid i to sager

De to tiltalte er i forvejen tiltalt for seks drabsforsøg i anden verserende sag 

Det 22-årige drabsoffer blev ramt i hovedet af skud og afgik ved døden kort tid efter skyderiet, der skete ved højlys dag. Foto: Kenneth Meyer
Det 22-årige drabsoffer blev ramt i hovedet af skud og afgik ved døden kort tid efter skyderiet, der skete ved højlys dag. Foto: Kenneth Meyer

Ghassan Ali Hussein blev ramt seks gange, da to maskerede mænd på en knallert ved højlys dag affyrede syv skud mod den bil, han sad i på parkeringspladsen ved Mjølnerparken på Nørrebro i København 9. november forrige år. 

22-årige Hussein blev ramt en gang i hovedet og fire gange i ryggen og afgik ved døden kort tid efter. Han blev det tredje dødsoffer på blot ni dage i bandekrigen mellem LTF og Brothas, der hærgede hovedstaden i efteråret 2017.

En anden mand i bilen flygtede og slap uskadt, mens en tredje, en 19-årig fætter til Hussein, blev ramt af et strejfskud i armen. 

Mandag starter sagen i Københavns Byret mod to mænd på 19 og 23 år, der er tiltalt for drab og drabsforsøg. De er tiltalt efter den særlige bandeparagraf, der giver mulighed for at forhøje straffen med op til det dobbelte, fordi anklagemyndigheden mener, at de tiltalte er medlem af Loyal To Familia, og at drabet skete som led i en bandekonflikt.

Påkørslen af den stjålne knallert skete ved Den Sorte Plads på Nørrebro, hvor den 43-årige far opdagede de drenge, der havde stjålet hans søn knallert. Foto: Ekstra Bladet 112 - 11. nov. 2017 - kl. 11:31 Familie hårdt ramt: To sønner er nu blevet dræbt

To sager
Det ventes derfor, at anklagemyndigheden vil gå efter fængsel på livstid til de to unge mænd, der sideløbende er tiltalt i en anden verserende sag i Retten på Frederiksberg, hvor 16 medlemmer af LTF er tiltalt for drabsforsøg på seks fjender fra Brothas i en regulær mordkommando i Mjølnerparken og på Tagensvej to uger før drabet.

Det er dermed historisk, at bandemedlemmer kan risikere livstid ved domme i to sager, der falder kort tid efter hinanden. I to tidligere sager om drabsforsøg under bande-konflikten, hvor anklagemyndigheden også krævede fængsel på livstid, endte dommene dog på 20 års fængsel til to LTF-medlemmer.

Planlagt skyderi
Ghassan Ali Hussein kendte flere Brothas-folk, men han var ikke selv medlem af banden.

Ifølge tiltalen planlagde de tiltalte skyderiet i tiden op til 9. november og mødtes på dagen i Guldbergsgade, hvor de kørte til Mjølnerparken på den stjålne knallert.

Efter drabet, der skete med en halvautomatisk pistol, flygtede de ifølge anklageskriftet fra stedet og efterlod knallerten ved et grønt område ved Strødamsvej et par kilometer derfra. Her blev de hentet af en ukendt medgerningsmand i en lejet svensk personbil.

De to LTF’ere nægter sig skyldige i drabet og har under hele varetægtsfængslingen afvist at udtale sig til politiet eller i retten. Yderligere tre personer har været varetægtsfængslet i drabssagen, men dem har politiet ikke rejst tiltale mod.

Sagen kører over 12 dage med forventet dom 10. april.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere