LTF’ere skylder 52 millioner

Medlemmerne af banden Loyal To Familia har en samlet gæld til det offentlige på mindst 52 millioner kroner

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet

De 236 medlemmer af banden Loyal To Familia, som sidste år optrådte i politiets banderegister, har en samlet gæld til det offentlige på 52 millioner kroner.

Det erfarer Radio24syv på baggrund oplysninger, som Skat har udarbejdet i april 2018.

Ifølge opgørelsen fra Skat havde knap halvdelen af de 236 LTF’ere hver især en gæld på over 100.000 kroner.

Det bandemedlem, som har den største gæld, skylder tre millioner kroner.

Gældsposterne opstår typisk i forbindelse med bandemedlemmernes straffesager, siger adjunkt ved Aalborg Universitet, Annette Olesen, der udtaler sig generelt, da hun ikke kender til den konkrete sag.

- De har ofte store gældsposter i forbindelse med sagsomkostninger. Det vil sige de penge, der er gået til straffesager, og så har de store gældsposter til erstatninger, og rigtig mange skylder også kommuner for beboerindskudslån, fordi de har nogle ustabile boligsituationer, siger Annette Olesen, der har forsket i de økonomiske udfordringer, som løsladte rocker- og bandemedlemmer står med, når de forlader fængslerne.

Samtidig viser opgørelsen, at den gennemsnitlige årsindkomst for et medlem af LTF i 2017 var cirka 55.000 kroner. 80 procent af bandemedlemmerne havde i 2017 en indkomst på under 100.000 kroner.

Ifølge Skat var 133 på kontanthjælp, 55 uden indkomst, 33 på SU, mens 20 ud af de 236 registrerede LTF’ere var i almindelig beskæftigelse.

Bandemedlemmernes lave indkomster og manglende beskæftigelse betyder, at det kan blive svært for staten at få sine penge tilbage, forklarer Annette Olesen fra Aalborg Universitet.

- Som udgangspunkt er det svært at få inddraget pengene, fordi de her personer ofte har en livsstil, hvor de har fundet sig til rette med, at de har en stor gæld til det offentlige, og de har ikke noget økonomisk incitament til at betale af, fordi renterne er højere end det, de kan afdrage om året. De er fuldstændig uinteresserede i, om den vokser sig større, og det betyder selvfølgelig, at det kommer til at koste den danske statskasse rigtig mange penge, siger hun.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere