Lurepassede med tiltale: Fire hjalp Omar med angrebet på Synagogen

Efter angrebet på Krudttønden blev terroristen Omar El-Hussein tilskyndet til et nyt angreb på Synagogen, mener statsadvokaten

Omar El-Hussein skudt og dræbt af politiet på gaden i København i de sene nattetimer 15. februar sidste år.

Under næsten et års varetægtsfængsling har politiet ikke sigtet fem formodede medhjælpere til terroristen Omar El-Husseins to drab og seks drabsforsøg den 14. og 15 februar sidste år for terrorisme.

De fem unge har udelukkende været sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg, men i dag besluttede justitsminister Søren Pind så pludseligt, at fire af de fem alligevel skal tiltales for terrorisme.

Så i dag kørte politiet ud til fængslerne, hvor de fire sidder, og rejste den nye sigtelse efter straffelovens § 114 om terror - og umiddelbart efter fik de fire så også besked på, at det samtidigt var besluttet at rejse tiltale mod dem for terrorisme.

De fire er tiltalt efter § 114 stykke 1 nr. 1, der handler om manddrab, der begås som led i en terrorhandling, der har fortsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller øve tvang mod myndighederne.

Strafferammen er livsvarigt fængsel. I tidligere danske terror-sager, hvor der har udelukkende har været tale om drabsforsøg, er der faldet domme på 12 års fængsel.

Skaffede pistoler til terroristen
Anklageskriftet mod de fire tiltalte er endnu ikke offentligt, men i forbindelse med grundlovsforhørene kom det frem, at de fire blandt andet skal have skaffet Omar El-Hussein de to pistoler, en Walther PKK 7.65 mm og en ni millimeter, som han skød med ved Synagogen.

De to våben brugte han også til at skyde mod politiets Aktionsstyrke senere på natten, da to AKS-folk råbte ham an på Svanevej. De besvarede ilden og dræbte Omar El-Hussein med cirka 40 skud. Statsadvokaten afgjorde forleden, at drabet var berettiget nødværge.

På trods af at anklageskriftet ikke er offentligt, har justitsminister, Søren Pind, valgt at give Ritzau det alligevel. De skriver, at der i skriftet står, at de tiltalte opildnede Omar el-Hussein til at skyde, hvilket 'kunne tilføje Danmark alvorlig skade'. Desuden skulle de helt konkret have givet ham en hættetrøje, en skuldertaske, to slags ammunition og købt og betalt for hans forbrug af computer og internet på internetcafeen Powerplay.

- Man kan med sikkerhed føre bevis for, at de pågældende har medvirket i Omar el-Husseins misgerninger ved at udlevere ammunition, i forhold til da han skulle bruge det ved synagogen, siger Søren Pind til Ritzau.

To af de nu tiltalte har også været sigtet for at have hjulpet Omar El-Hussein med at bortskaffe den militær-riffel, som han skød med ved Krudttønden.

Ifølge statsadvokat Lise-Lotte Nilas havde de fire en så tæt kontakt med Omar El-Hussein før angrebet på Synagogen, at de tilskyndede ham til angrebet.

Tiltalen mod de fire kommer ikke bag på advokat Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for en af de nu terror-tiltalte, selvom politiet har lurepasset med at sigte de fire for terror.

- Det er jo justitsministeren som bestemmer om tiltalen skal rejses, og vi har hele tiden regnet med, at det ville ske. Politiet kunne godt have valgt at rejse sigtelse for terrorisme fra starten, men man har ventet og ladet ministeren træffe beslutningen, siger advokat Michael Juul Eriksen.

Statsadvokat Lise-Lotte Nilas siger til Ekstra Bladet, at sagen hele tiden har været efterforsket som en terror-sag, selvom de sigtede kun har været sigtet for medvirken til drab og drabsforsøg, men at det ved den endelige vurdering af det omfattende efterforskningsmateriale blev besluttet at rejse tiltale for terrorisme.

- Vi vurderer, at der kan føres bevis for, at de har medvirket til angrebet på Synagogen, men ikke ved Krudttønden, siger statsadvokaten.

Politiet har løsladt en af de fire mænd, der ifølge dem har været med til at hjælpe Omar el-Hussein.  (Privatfotos/overvågningsbilleder fra politiet) 112 - 21. jan. 2016 - kl. 14:37 Sigtet i terrorsag løsladt

Den 21. januar løslod politiet en 19-årig mand, der sigtes for at have hjulpet terroristen med at skaffe en skudsikker vest og en kniv, men den 19-årige går nu fri af tiltalen for terror.

Det er endnu ikke afgjort om den 19-årige senere vil blive tiltalt for medvirken til drab og drabsforsøg. - Han er stadig sigtet, men vi vurderer, at der ikke er bevis for, at han har medvirket til terrorisme, siger Lise-Lotte Nilas.

'Tilskyndede ham til angreb'
Det var tilsyneladende først efter Omar El-Husseins angreb på Krudttønden, hvor filmmanden Finn Nørgaard blev dræbt og flere betjente var i livsfare, at Omar El-Hussein fik kontakt med de fire nu tiltalte.

Ifølge statsadvokaten tilskyndede de ham ham til at begå et nyt angreb mod Synagogen i Krystalgade, hvor vagtmanden Dan Uzan blev dræbt og to politifolk forsøgt dræbt, mens de bevogtede Synagogen under en jødisk konfirmationsfest.

Omar el-Hussein boede på Nørrebro, og det var også her, han endte sine dage - skudt og dræbt af to betjente fra politiets aktionsstyrke, som spottede ham efter de to attentater mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade. (Privatfoto) 112 - 27. jan. 2016 - kl. 12:22 Terroristens ene pistol svigtede, da han skød mod Aktionsstyrken

- Anklagemyndigheden mener, at der i retten kan føres bevis for, at de fire mænd ved deres vedvarende og tætte kontakt til Omar El-Hussein i timerne efter angrebet ved Krudttønden – ved forskellige former for bistand og adfærd – har tilskyndet ham til at begå angrebet ved synagogen og dermed medvirket til terrorisme, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i en pressemeddelelse.

- Anklagemyndigheden rejser tiltale mod de fire mænd for at have medvirket til angrebet ved Københavns Synagoge. Angrebet ved synagogen skal ses i sammenhæng med angrebet mod Krudttønden nogle timer forinden og må efter anklagemyndighedens opfattelse betegnes som terrorisme, siger statsadvokaten.

Se også: Forsvarer for terrorsigtet er overrasket over løsladelse

Justitsminister Søren Pind tiltrådte i dag rigsadvokaten og justitsministeriets indstilling om at rejse tiltale efter terror-paragraffen mod fire af de fem sigtede.

Pind siger om tiltalen:

- Anklagemyndigheden har i dag – efter min beslutning – rejst tiltale mod fire mænd for medvirken til terrorisme i forbindelse med angrebet ved Københavns Synagoge. Som justitsminister er det en af mine fornemmeste opgaver at værne om danskernes tryghed og sikkerhed. Med tiltalen er der taget et vigtigt skridt i forhold til at retsforfølge de personer, der efter anklagemyndighedens opfattelse bærer et medansvar for terror-angrebene i København.

Københavns Byret indleder nævningesagen den 10. marts i år. Der er afsat 30 retsdage til sagen, hvor dommen ventes efter sommerferien.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere