Lykkeønskning skabte kaos ved ambassade

Politi og forsvar var massivt til stede ved Israels ambassade i København, da ambassaden havde modtaget et mistænkeligt brev

Et mistænkeligt brev førte onsdag til en stor politiaktion ved den israelske ambassade.

Ambassaden anmeldte et mistænkeligt brev, som de havde modtaget, der dog viste sig at være harmløst. Det har Københavns Politi oplyst til TV 2 Lorry.

- Faktisk var der tale om et fuldstændig almindeligt og legalt lykønskningsbrev, siger vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Politiet har nu ophævet deres afspærring af ambassaden.

Massiv tilstedeværelse
Københavns Politi og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste var massivt til stede foran den israelske ambassade i København, da Ekstra Bladet tidligere på dagen talte med dem.

- Jeg kan bekræfte, at vi lige nu har gang i en aktion ved ambassaden. Mere kan jeg ikke sige lige nu, fortalte vagtchefen fra Københavns Politi til Ekstra Bladet omkring klokken 14.30.

Et vidne der bor tæt på ambassaden fortalte, at det var et chokerende syn.

- Vi er jo vant til, at der konstant er politi og forsvar til stede, men det her er altså meget mere end det plejer, fortalte vidnet til Ekstra Bladet.