Mænd fængslet: Solgte narko før drab

Narkosagen kædes sammen med drabet på den aarhusianske rapper Shmur

Rapperen Abukar 'Shmur' Ali blev dræbt i Aarhus. Pr-foto
Rapperen Abukar 'Shmur' Ali blev dræbt i Aarhus. Pr-foto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

To mænd på 41 og 44 år er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger for medvirken til narkohandel.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Politiet kæder narkotikahandlen sammen med drabet på den 25-årige aarhusianske rapper Shmur med det borgerlige navn Abukar Ali, der den 22. juli blev skudt ved travbanen i Aarhus.

- Vores efterforskning har vist, at drabet ved travbanen har forbindelse til en større narkotikahandel mellem to persongrupper. Vi fortsætter vores intensive efterforskning af sagen, og vi forventer yderligere anholdelser i sagen, i takt med at efterforskningen skrider frem, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Grundlovsforhøret mod de to mænd blev afholdt bag lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden. Det er derfor uvist, hvad der er kommet frem i det næsten fire timer lange retsmøde.

Ifølge Aarhus Stiftstidende er de to mænd sigtet for 22. juli på Observatoriestien ved travbanen i Aarhus at have solgt 36 kg hash til en værdi af 1,6 mio. kroner.

De er ikke sigtet for drabet, men skulle ifølge politiet have været del af den handel, der foregik lige inden skuddrabet. Mændene nægter sig skyldige i sigtelsen om narkohandel.

Se også: Politi: Drab på rapper har forbindelse til narkohandel

Ifølge mediet kom det også frem, at de to mænd frygter for deres liv, fordi 'de skulle have hørt, at der var nogen, der ledte efter dem'.

Derfor blev der ved grundlovsforhøret også nedlagt navneforbud på de to sigtede.

Drabet på den 25-årige Abukar Ali var det første ud af to drab på ni timer i Aarhus. Den unge mand forsøgte ifølge flere vidner at flygte fra sin drabsmand, men blev ramt af skud og sank sammen ved en hestefold tæt på travbanens parkeringsplads.

Senere samme nat blev den 42-årige Satudarahprospect Mohammad Al-Zerjawi - også kaldet Frisør Mudi - dræbt af knivstik i Brabrand i Aarhus.

Politiet betragter drabene som to uafhængige sammenstød blandt kriminelle persongrupper.

Begge sager er fortsat uopklaret.