Maibritts indiske mareridt: Afhøres i timevis om falske penge

Maibritt Hansen er uforvarende endt som centrum i en sag om falske penge i Indien

Maibritt Hansen har siden fredag været fanget i Indien, efter hun blev taget i at betale med falske penge, hun havde købt hos Forex Danmark. Politiet advarer mod falske indiske 1000 sedler i omløb (Privatfoto)
Maibritt Hansen har siden fredag været fanget i Indien, efter hun blev taget i at betale med falske penge, hun havde købt hos Forex Danmark. Politiet advarer mod falske indiske 1000 sedler i omløb (Privatfoto)

54-årige Maibritt Hansen har siden fredag d. 30 januar været tilbageholdt i Indien for at have betalt en skrædder i byen Kovalam 10.000 indiske rupee i falske pengesedler.

Torsdag aften indrømmede vekselbureauet Forex Danmark så, at det var dem der ved en fejl solgte Maibritt Hansen de falske indiske rupee sedler.

Alligevel sidder Maibritt Hansen stadig fast i Indien, hvor myndighederne har inddraget hendes pas.

Ifølge Maibritts 31-årige datter, Mia Lykke Ploug, tærer situationen hårdt på hendes mor.

54-årige Maibritt Hansen blev fredag morgen anholdt i Indien for at have brugt falske penge, som hun ifølge familien vekslede sig til i Forex i København. Forex finder situationen forfærdelig, men tvivler på, at de falske penge stammer fra dem. (Privatfoto og Google Maps)
54-årige Maibritt Hansen blev fredag morgen anholdt i Indien for at have brugt falske penge, som hun ifølge familien vekslede sig til i Forex i København. Forex finder situationen forfærdelig, men tvivler på, at de falske penge stammer fra dem. (Privatfoto og Google Maps)
 

- Det indiske politi afhører hende hver dag. I går blev hun afhørt fra klokken 9.30 til sen aften kun afbrudt af en kort frokostpause. Det er ikke fordi, de som sådan behandler hende dårligt, men hun er meget påvirket af situationen, siger Mia Lykke Plough.

Se også: Forex: Vi gav Maibritt falske penge med på ferien

Maibritt Hansen er ikke anholdt, men har fået besked på at blive i byen. Desuden har inderne inddraget hendes pas.

- Hun får det værre og værre. Hun er bange for, hvad det ender med, og hun er meget nervøs. Hun fortæller mig, at hun ikke kan koncentrere sig om noget, har mistet appetitten og lider af søvnløshed, siger datteren og fortæller, at de sproglige barriere mellem de indiske betjente og Maibritt ikke gør situationen lettere.

Ingen chance
Mia Lykke Ploug er dybt frustreret over situationen.

- Hun synes det er dybt uretfærdigt, for hun havde ingen jordisk chance for at vide, de var falske. Man stoler jo på et bureau som Forex, og mistænker dem ikke for, at de udbetaler falske penge.

Se også: Anklaget for falske penge: Maibritt må ikke forlade Indien

Datteren håber nu, at Forex' bekendelser kan hjælpe hendes mor ud af den håbløse situation, hun er havnet i i Indien

- Hun er uskyldig, og det slår det her jo 100 procent fast, slutter hun.

Politiet advarer om falske penge
Ifølge Politiets afdeling for økonomisk kriminalitet har flere banker og vekslebureauer i Danmark udleveret falske indiske pengesedler til kunder, der i god tro kan have taget sedlerne med på ferie.

- Det drejer sig om falske 1000 rupee-sedler, der er udleveret fra nogle pengeinstitutter og vekslebureauer, siger Tommy Keil, vicepolitiinspektør i afdelingen for økonomisk kriminalitet.

Han vil ikke sige, hvor mange sedler det drejer sig om, eller hvor de pågældende banker og vekselbureauer ligger.

- Det vil vi ikke oplyse, da vi er i gang med en efterforskning. Vi ønsker at advare folk mod disse falske sedler, så de ikke bliver anklaget for pengefalsk, når de er i udlandet, siger Tommy Keil til Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere