Makabert fund i tysk lufthavn

Armensk kvinde rejste rundt med sin døde ægtemand i kuffert på tværs af Europa

Her er det røntgenbillede af den afdøde mands kranie, der fik politiet til at stoppe op. Foto: Politifoto
Her er det røntgenbillede af den afdøde mands kranie, der fik politiet til at stoppe op. Foto: Politifoto

Sikkerhedskontrollen i lufthavnen i München gjorde tirsdag et makabert fund.

Røntgenbilleder af en 74-årig armensk kvindes kuffert afslørede nemlig ikke kun et kranie - men også andre knoglerester fra et menneske.

Det skriver bild.de, der også bringer politiet i Münchens billeder af det mærkværdige fund.

Knoglerne var alt sammen rester af den 74-årige kvindes afdøde ægtemand, der døde i Grækenland for 12 år siden.

Dengang blev manden bisat i Thessaloniki, men nu skulle manden altså transporteres i en trækasse via München og Kiev til sit sidste hvilested i Armenien.

Her ses resten af mandens jordiske rester i en trækasse. Foto: Politifoto
Her ses resten af mandens jordiske rester i en trækasse. Foto: Politifoto
 

Rejste videre
Kvinden og hendes 52-årige datter blev tilbageholdt af det tyske politi, imens en tolder, en læge og en statsanklager blev tilkaldt til at undersøge resterne af manden.

Da den efterladte hustru kunne fremvise en græsk dødsattest, betød det ifølge aftenavisen Abendzeitung München, at mor og datter fik lov til at rejse videre til Armenien med faren i kufferten.