Malthe forbrændt af engangsgrill: Plaget af det hele sommeren

Børnehavebarnet faldt ned i to engangsgrill, der var begravet i sandet. Hans mor advarer strandgæster mod ubetænksomhed

(Foto: Jonas Olufson)
(Foto: Jonas Olufson)

Er du en af de mange, der tror, at engangsgrill slukker, når man begraver dem i sand? Så kast et blik på børnehavebarnet Malthes venstre hånd.

Han blev voldsomt forbrændt i venstre hånd, da han var på tur på stranden med børnehaven og faldt ned i to godt gemte grill, som pædagogerne ikke havde en chance for at opdage.

Det kostede den nu fireårige dreng smerte og otte timers vandbad, hvorefter en læge klippede al den brændte hud af håndfladen.

- Det var en voldsom forbrænding. Vi fik at vide, at han godt kunne risikere at få ar, hvis vi ikke sørgede for at skifte forbinding og klippe den døde hud af, så det kunne hele indefra. Det er ikke så sjovt at få klippet død hud af, siger Malthes mor, Mia Forsberg fra Solrød Strand.

- Jeg tror faktisk, at vi gjorde det i to måneder. Men han har heldigvis ikke fået nogen men af det, fortæller hun om episoden, der skete i 2014.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Nu er det blevet grill-sæson igen, brandvæsnet oplever flere udrykninger til ild i skraldespande og containere og advarer mod at begrave de varme metalbakker i sandet.

Ramt mentalt
Malthe var tre år, da han blev forbrændt. I dag er oplevelsen kommet på afstand for den fireårige knægt, men i tiden efter satte den tydelige spor hos ham. 

- Det var ikke så rart. Han var mærket af det hele resten af den sommer og hele vinteren, hvor han snakkede om, at han ikke ville på stranden.  Så der er ingen tvivl om, at det har ramt ham mentalt, siger Mia Forsberg.

Familien har ikke været på stranden siden, og hvis det skulle ske, så vil børnene ikke få lov til at gå på bare tæer.

- Det var meget skade, det gjorde, og han er ikke engang den, der er blevet hårdest ramt ud fra de sager, man læser om, siger Mia Forsberg.

Hun vil gerne bruge sønnens ulykke til at få folk til at tænke sig om, når de griller på stranden.

- Lad være med at grave en grill ned på stranden. Det er uvidenhed, fordi folk tænker, at lige så snart den er begravet i sand, så slukker den jo. Men det gør den ikke, siger hun.

Malthe blev forbrændt om formiddagen, og det kunne, ifølge moren, tyde på, at sandet har holdt på varmen fra grillene fra dagen før.

Familien har efterfølgende været rundt for at hænge flyers op i iskiosker, på restauranter og butiksvinduer i hele Solrød for at gøre opmærksom på, at man skal hælde vand på grillene.

Vand, vand og vand
- Folk kan også genkende Malthe og spørger ind til, hvordan det går med ham. Og flere steder har også spurgt, om vi ikke kan komme og hænge flyers op igen, fortæller hun.

Det var denne flyer, som familien hængte op forskellige steder i Solrød som advarsel. (Foto: Jonas Olufson)
Det var denne flyer, som familien hængte op forskellige steder i Solrød som advarsel. (Foto: Jonas Olufson)
 

Ekstra Bladet har tidligere talt med Morten Bischof-Mikkelsen, ledende overlæge ved plastiskkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, OUH, der tager sig af brandsår.

Han fortalte, at den bedste smertelindring mod brandsår, som ikke er blevet sort eller hvidt, er vand, vand, vand.

Hvis man tager forbi en akutafdeling, skal man stadig beskytte området.

- Bare man sørger for at svøbe det forbrændte område i et vådt klæde eller har et vandbad med sig i bilen, sagde han.

1 af 4 (Foto: Jonas Olufson)
2 af 4 (Foto: Jonas Olufson)
3 af 4 (Foto: Jonas Olufson)
4 af 4 (Foto: Jonas Olufson)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere