Mand amok med kniv i USA: Fire dræbt

- Han var fuld af vrede, lyder det fra politiet

En 33-årig mand er blevet anholdt efter tilsyneladende at være gået amok og have dræbt fire mennesker og såret yderligere to i Orange County i den amerikanske delstat Californien.

Det skriver AP.

Ifølge politiet var mandens vold umiddelbart tilfældig, og de eneste kendte motiver tyder ifølge politiet på at være 'røveri, had, drab', lyder det fra politiinspektør Carl Whitney.

- Vi ved at denne fyr var fuld af had, og han gjorde skade på mange mennesker her til aften, siger han.

Angrebene fandt sted over to timer i et område sydøst for Los Angeles.

Her modtog politiet i første omgang en anmeldelse om et indbrud i en lejlighed, hvor ingen var kommet til skade. Siden blev et bageri og en forsikringsvirksomhed røvet, og en kvinde blev stukket flere gange i ryggen. Hun forventes dog at overleve skaderne.

Efterfølgende blev politiet tilkaldt til det samme lejlighedskompleks, hvor to mænd var blevet stukket ned. Den ene døde på en balkon, mens den anden døde på et hospital, lyder det fra politiet.

Den brutale blodrus endte dog langt fra der.

En forretning, som veksler checks til kontanter blev røvet, hvorefter en tankstation også blev røvet. Her fik en mand næsten skåret næsen af i forbindelse med angrebet.

Politiet kunne siden spore den mistænktes sølvfarvede Mercedes til en 7-Eleven butik, hvor en sikkerhedsvagt var blevet afvæbnet og stukket ihjel. En ansat i en nærliggende Subway blev også dræbt.

Den 33-årige var i besiddelse af en kniv og en pistol, da han overgav sig til politiet.

Både han og alle ofrene var af latin-amerikansk afstamning, oplyser politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere