Mand amok på McDonalds: Trak peberspray

Ifølge politiets sigtelse brugte 22-årig mand peberspray mod tre andre kunder i køen

Politiet måtte søndag morgen rykke ud til meldinger om en ung mand, der trak en peberspray og sprøjtede mod kunder i McDonalds Haderslev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på twitter.

Den 22-årige blev kortvarigt anholdt, men løsladt efter endt grundlovsforhør i Retten i Sønderborg. Grundlovsforhøret skete bag lukkede døre, men Sydjyllands Politi oplyser på Twitter, at dommeren ikke mente, at der var grudlang for varetægtsfængsling.

Manden er dog fortsat sigtet for grov vold.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard oplyser at tre personer blev eksponeret for den stærkt generende peberspray i ansigtet.

- Han bruger pebersprayen mod tre andre, som står i køen, siger vagtchef ved Syd.- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til Ekstra Bladet.

Den 22-årige mand blev kort efter anholdt af politiet.

Manden er nu sigtet for vold og formentlig for ulovlig besiddelse af peberspray i offentligt rum. 

I Danmark blev det i januar 2019 delvist lovligt at besidde en peberspray.

Ifølge lovgivningen må man dog kun købe en peberspray hos autoriserede forhandlere og alene opbevare den i sit hjem. Det er altså ulovligt at besidde og bruge en peberspray i offentligt rum.

Der findes dog undtagelser. Særligt udsatte personer, herunder f.eks. ofre for stalking, kan efter en konkret vurdering få en særskilt tilladelse fra politiet til at bære peberspray i det offentlige rum, lyder det i retningslinjerne på Rigspolitiets hjemmeside.