Mand anholdt for drab på læge

Mand anholdt for drab på 58-årige Charlotte Asperud

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 54-årig mand er blevet anholdt for drabet på den 58-årige læge Charlotte Asperud 30. april.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Den 54-årige bliver tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør. Her fremgår det af sigtelsen, at der var tale om et røveri i Charlotte Asperuds hjem, som af uvisse årsager gik galt. I stedet tildelte manden ifølge sigtelsen lægen 19-20 slag i hovedet med en genstand, så hun afgik ved døden.

Ifølge politiet har den 54-årige mand adresse i Hørsholm, og han er i forvejen kendt af politiet. Han har ikke ønsket at udtale sig til politiet forud for grundlovsforhøret.

Til grundlovsforhøret nægter manden sig skyldig i røveriforsøg og manddrab, men derudover nægter han at udtale sig.

Hans forklaring på, hvad der skete, er derfor uvis, ligesom det ikke er kommet frem, hvordan politiet fandt frem til den nu anholdte mand.

- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på, hvad der har ført til anholdelsen, men vi vil gerne sende en stor tak til alle de borgere, der har henvendt sig med store og små tip, skriver Nordsjællands Politi på Facebook.

Offentliggjorde lydklip
Det er en uge siden, at politiet valgte at offentliggøre identiteten på drabsofferet Charlotte Asperud og en 44 sekunder lang lydoptagelse fra selve overfaldet, hvor man kan høre en voksen mands stemme.

’LÆG DIG NED. Det er slut. KNYT, siger jeg. KNYT,’ råber gerningsmanden med københavnsk eller nordsjællandsk dialekt til Charlotte Asperud på optagelsen, inden han slår hende meget voldsomt med et ukendt slagvåben.


Du kan høre lydfilen her.

Politiet vil ikke oplyse, hvorfra de har lydoptagelsen af overfaldet, hvor de har redigeret lyden af Charlotte Asperuds stemme fra.

Den 54-årige mand blev anholdt tidligt i går eftermiddag.

- Har anholdelsen af manden forbindelse til den offentliggjorte lydfil?

- Det vil jeg ikke svare på, siger efterforskningsleder Henrik Gunst til Ekstra Bladet.

- Foregik anholdelsen i god ro og orden?

- Den foregik uden dramatik, svarer Henrik Gunst.

Den 58-årige læge lå formentlig og sov, da drabsmanden cirka kl. 02.45 natten til tirsdag 30. april brød et vindue op i hendes hus på Aspevej 3 i Tisvildeleje og trængte ind i huset.

Alarmen kom klokken 3.14 fra et familiemedlem. Charlotte Asperud blev fløjet i lægehelikopter til Rigshospitalet, hvor hun døde klokken 21.58 samme dag. Obduktionen viste, at hun døde af stump vold.

– Det er et voldsomt drab, har efterforskningsleder Henrik Gunst sagt i forbindelse med offentliggørelsen af optagelsen.

Skærm

Hent flere
Hent flere