Mand anholdt for drabsforsøg

To mænd blev anholdt og fængslet efter et overfald 19. september. En tredje er tirsdag anholdt i sagen

Video: Lind Foto, Byrd

Det var et voldsomt overfald, der udspillede sig foran et pizzeria i Ruds Vedby 19. september. Her blev en 42-årig mand stukket flere gange i maven med en kniv.

Efterfølgende stak gerningsmanden og to andre af fra stedet. To personer blev anholdt dagen efter det blodige knivstikkeri, mens en tredje har været efterlyst.

Han er tirsdag anholdt, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd, som blev anholdt for over en uge siden, er henholdsvis 19 og 21 år. De sidder varetægtsfængslet for drabsforsøg.

Den tredje mand, som tirsdag formiddag blev anholdt, er 31 år.

Han fremstilles efter planen i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved onsdag, hvor en anklager vil begære ham fængslet for drabsforsøg.

Den 42-årige mand, som blev stukket med kniv, overlevede, men det er endnu uvist, hvorfor han blev overfaldet. Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

- Vi har manglet ham (den 31-årige, red.) for at få knyttet enderne, så vi kan se, hvad der er baggrunden for det, siger han.

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen i sagen, og vicepolitiinspektøren vil således ikke ud med, hvilken relation de anholdte har til hinanden, eller om og i givet fald hvordan de kender offeret.