Mand anholdt for sex-overgreb på 12-årig dreng

En 41-årig mand har søndag ifølge politiet forgrebet sig på en 12-årig dreng på en adresse i Randers

Ved du noget? Kender du til sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 41-årig mand fra Randers er blevet anholdt og sigtet for at have udsat en 12-årig dreng for et seksuelt overgreb.

Det fortæller Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden er sigtet for på en adresse i Randers at have tvunget drengen til det, som politiet betegner som 'anden seksuel omgang'. Det er drengens familie, som har anmeldt forholdet til politiet.

- Der er ikke tale om voldtægt, men seksuel omgang af anden karakter, siger Marianne Morgen, som er Østjyllands Politis pressekonsulent.

Ifølge anmeldelsen er overgrebet sket søndag klokken 14.30. Allerede to timer senere blev manden anholdt, oplyser politiet.

Den 41-årige fremstilles i grundlovsforhør mandag formiddag ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling i fire uger. Her vil politiets anklager kræve lukkede døre.

- Vi kræver lukkede døre af hensyn til sagens karakter og af hensyn til den 12-årige, siger Marianne Morgen.

Det vides endnu ikke, hvordan den 41-årige forholder sig til sigtelsen.

- Det vil vi forsøge at få svar på under grundlovsforhøret, erklærer Marianne Morgen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere