Mand anholdt for trusler og vold mod ung eks-kone

Mand fremstilles i grundlovsforhør, hvor han sigtes for grov vold mod sin tidligere hustru

En 44-årig mand fra Randers er her til morgen blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers sigtet for grov vold mod sin eks-kone på 26 år.

Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge Østjyllands Politi har den 44-årige mand slået og sparket sin 26-årige eks-hustru adskillige gange i hovedet og på kroppen. Overfaldet skulle være sket lørdag morgen klokken 08.24.

- Kvinden ringede og anmeldte det til politiet, hvorefter vi anholdte ham lidt senere på hans bopæl, siger vagtchef Per Bennikov.

Mens den 26-årige kvinde blev behandlet på sygehuset har eks-manden overnattet hos politiet.

Politiet vil senere oplyse om nyt i sagen.