Mand anholdt i lejlighed med spædbarn

Politiet rykkede ud på en større anholdelses-aktion mod 31-årig

Politi med hjelme og våben på stedet, hvor en mand blev anholdt i en lejlighed med et spædbarn. (Foto: Henrik Larsen)
Politi med hjelme og våben på stedet, hvor en mand blev anholdt i en lejlighed med et spædbarn. (Foto: Henrik Larsen)

Kender du til sagen, skriv til os på 12242eb.dk/sms til 1224 (koster alm.takst)

Politiet rykkede i formiddag ud på en større anholdelses-aktion i Benløse ved Ringstred.

Ambulancer holdt klar i området, mens politi med hjelme og våben trængte ind i en lejlighed.

Her blev en 31-årig mand fra København anholdt, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Han befandt sig i en lejlighed, hvor der var et 3 måneder gammelt barn.

Den 31-årige mand havde i følge politiet slået moren til barnet i en lejlighed i Ringsted. Det lykkedes kvinden at komme ud af lejligheden, mens barnet stadig var derinde.

Gerningsmanden var ophidset, og derfor mødte politiet talstærkt op, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau,

Også en kvinde fra København blev anholdt, da hun var på vej til at hente gerningsmanden, oplyser politiet, men understreger, at hendes rolle i den aktuelle sag ikke står helt klar.

Barnet blev fundet i god behold i lejligheden og er genforenet med sin mor. Men er dog kørt til hospitalet til undersøgelse for en sikkerheds skyld.

Tidligere på formiddagen meldte politiet ud, at de var i færd med en anholdelses-aktion efter en mistanke om vold mod en kvinde. De bad på daværende tidspunkt medierne om at holde sig på afstand af stedet af hensyn til de implicerede.

Efterforskningen fortsætter i løbet af eftermiddagen. Og politiet forventer at manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen.