Mand anholdt i sag om drab på 65-årig politiker

45-årig anholdt natten til søndag, han mistænkes i sagen om likvideringen af Walter Lübcke

Walter Lübcke fik en statsmandsbegravelse med æresvagt fra både militær og politi, da han blev stedt til hvile i den forgangne uge. Foto: Swen Pförtner
Walter Lübcke fik en statsmandsbegravelse med æresvagt fra både militær og politi, da han blev stedt til hvile i den forgangne uge. Foto: Swen Pförtner

Politiet i delstaten Hessen har anholdt en 45-årig mand. Anholdelsen kædes ifølge tyske medier, blandt andet Bild, til sagen om drabet på delstatspolitikeren Walter Lübcke.

Walter Lübcke, der var medlem af det konservative CDU og delstatspræsident i Hessen,  blev fundet fatalt kvæstet kort efter midnat 2. juni på terrassen til sit hjem i den pæne del af lillebyen Wolfhagen.

Anholdelsen skete ved 02-tiden natten til søndag. Ifølge Bild skete anholdelsen som følge af et dna-spor fundet på den dræbte politikers tøj.

Den anholdte er kendt af politiet i forvejen og har i følge Bilds oplysninger tilknytning til det højreekstreme miljø

Tidligere er en anden blevet anholdt i sagen. Det skete 11. juni, hvor specialudannede politifolk slog til på havnen i den lille nordtyske by Harlesiel. Her blev en mand anholdt, der arbejder ved brand- og redningsvæsnet i Wolfhagen.

Se også: Tysk toppolitiker fundet dræbt i sin have: Nye grusomme oplysninger

Samtidig er han tæt ven til en af Lübckes sønner, og det var sønnen, der på drabsnatten ringede til den mistænkte mand.

På gerningsstedet havde manden tilsyneladende opført sig mistænkeligt ved angiveligt at have forsøgt at fjerne blodspor.

Det var her på terrassen til sit hus, at Walter Lübcke blev dræbt natten til 2. juni. Foto: Swen Pförtner
Det var her på terrassen til sit hus, at Walter Lübcke blev dræbt natten til 2. juni. Foto: Swen Pförtner

Efter endt afhøring blev han atter løsladt, da politiet fandt, at der ikke var hold i mistanken.

På den indvandrerkritiske højrefløj grædes der tørre tårer over drabet på den 65-årige. På diverse blogs og såkaldte parallel-medier ligefrem frydes man over drabet på den 65-årige, der i kommentarer er blevet kaldt både et beskidt svin, forræder, folkefjende, rotte og så videre i den dur.

Baggrunden for tilsviningen skyldes, at Lücke tilhører den politiske fløj af CDU-partiet, der har bakket om Angela Merkels imødekommenhed i forhold til flygtninge og migranter - 'kaldet Wilkommenskultur'.

Tilbage i 2015, mens en massiv strøm af flygtninge og migranter strømmede ind i Tyskland, udtalte Walter Lübcke, at Tyskland var baseret på kristne værdier, hvilket også indebar hjælp til mennesker i nød.

- Hvem, der ikke føler, at kunne repræsentere disse værdier kan forlade landet til hver en tid, hvis han ikke er indforstået. Det står enhver tysker frit, udtalte han ved et borgermøde holdt ved et flygtningecenter i byen Kassel 14. oktober.

Ud over tilsvining på nettet modtog Lübcke også mordtrusler, hvorfor han med mellemrum var under politibeskyttelse.

I forgangne uge rejste politiet den første sigtelse i forbindelse med tilsvining af den dræbte, skriver Tagesspiegel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere