Mand anholdt i Ukraine: Ville lave 15 terrorangreb til EM

Ukraine har tilbageholdt en nationalistisk fransk statsborger, som havde planer om 15 angreb i Frankrig under EM, oplyser landets sikkerhedstjeneste

Ukraines sikkerhedstjeneste anholder fransk statsborger med våben og sprængstof. Se video her

En fransk statsborger er blevet tilbageholdt i Ukraine med planer om at angribe den forestående slutrunde i fodbold. Det skriver flere internationale medier.

Oplysningerne kommer fra den ukrainske sikkerhedstjeneste (SBU), som har tilbageholdt manden, der ifølge ukrainerne havde planlagt 15 angreb i løbet af EM i Frankrig.

Blandt andet skulle han have planer om at bombe en moské, en synagoge og flere regeringsbygninger og infrastruktur, lyder det fra Vasyl Hrytsak, der står i spidsen for SBU, ifølge Sputnik News.

- Sikkerhedstjenesten formåede at forhindre en stribe på 15 terrorangreb, som var planlagt at finde sted i Frankrig før og under EM-slutrunden, som begynder 10. juni. Der er blevet udført et stort stykke arbejde, og et stort hold af sikkerhedspersonel har arbejdet på det, lyder det fra Hrytsak.

Nyhedsbureauet AP skriver, at SBU havde fulgt manden siden december, og han havde siden købt fem automatrifler, to granatkastere og 125 kg dynamit inden han blev anholdt ved grænsen til Polen i sidste måned.

SBU skriver i en pressemeddelelse, at manden havde etableret kontakt med folk i det østlige Ukraine for at skaffe våben den vej.

Manden havde udtryk vrede over den franske regerings politik på udlændingeområdet, og han var vred over masseindvandringen til Frankrig. Derudover udtalte han sig negativt om islam og globaliseringen. Han ville derfor udføre angreb under slutrunden i protest.

Ifølge SBU havde manden forsøgt at finde nogen, der kunne smugle våbnene ind i Frankrig mod en betaling på 3000 euro, men da det ikke lykkedes at finde nogen, besluttede han sig for at gøre det selv. Her nåede han dog altså ikke længere end den polske grænse, før han blev anholdt.

Manden er nu sigtet for smugleri, terror og ulovlig besiddelse af våben.

Denne video, som er offentliggjort af den ukrainske sikkerhedstjeneste, viser, hvordan manden fylder sin bil med våben, hvorefter han bliver anholdt ved grænsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere