Mand anholdt: Onanerede foran tilfældige

Politiet mener, at manden kan have forulempet flere og hører derfor gerne fra andre, der har været udsat for lignende blufærdighedskrænkelser

En 52-årig man fra Horsens-området blev torsdag anholdt på sin hjemadresse. 

Manden har mindst to gange siddet i sin bil og onaneret, mens han har forsøgt at tage kontakt til kvinder, der er gået forbi. En gang skal han have spurgt en tilfældig kvinde, om hun ville give ham et handjob. 

Episoderne fandt sted i Malling 11. april, i Horsens 5. juni og i Odder 7. juni. 

I alle tre sager har de forulempede givet næsten identiske signalementer af manden samt den bil, han kørte i. I to af sagerne nåede de forurettede at notere bilens nummerplade og særlige kendetegn ved bilen, hvilket hurtigt ledte politiet på sporet af manden. 

Da politiet torsdag formiddag bankede på mandens dør, han havde rigtignok den omtalte bil holdende i garagen. 

Manden erkendte med det samme alle tre forhold.

- Det får os selvfølgelig til at spekulere over, om han mon har flere forhold på samvittigheden. Vi vil derfor meget gerne høre fra borgere, særligt i Odder-Horsens-området, der måske har været udsat for noget lignende, men ikke anmeldt det til politiet, siger politikommissær Allan Aarslev.

Manden beskrives som dansk og kraftig af bygning. Han er skaldet med måne og har skægstubbe. Han bærer nogle gange briller og kører i en sølvgrå Ford Focus Stationcar.

Hvis man mener at være blevet udsat for blufærdighedskrænkelse af en mand, der passer på ovenstående signalement, kan man kontakte politiet ved at ringe 114.