Mand anholdt tre gange på et døgn: Forsøgte at trænge ind til kvinde

En 39-årig mand fra Horsens forsøgte flere gange at sparke døren til en 51-årig kvinde ind. Manden er nu anholdt igen igen

Tre gange på et døgn er en 39-årig mand blevet anholdt, efter han gentagne gange lørdag forsøgte at tvinge sig adgang til en 51-årig kvindes hus.

- Vi modtager den første anmeldelse klokken 8:42. På det tidspunkt har manden smadret en rude og sparket på kvindens dør. Vi sigter ham for forsøg på hærværk og tager ham med på stationen, fortæller René Søi Pedersen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands politi til Ekstra Bladet.

Klokken 13 bliver manden løsladt, men allerede tre kvarter senere er den gal igen.

- Manden er taget direkte fra politistationen og ud til den samme kvinde, hvor han endnu engang har forsøgt at sparke døren ind, fortæller vagtchefen.

Den 39-årige mand bliver anholdt på ny og lagt i detentionen for at 'køle ned'.

'Det skulle vi ikke have gjort'
- Efter seks timer i detentionen tænker vi, at han er rolig og fredelig, så vi løslader ham igen. Men det skulle vi aldrig have gjort, lyder det fra René Søi Pedersen.

Præcis tre kvarter senere er manden tilbage ved kvinden. Det er den tid, det tager at gå fra politistationen og ud til kvindens hus.

- Nu er han så meget oppe at køre, at han vil slås med politiet. Og han ender med at blive bidt af en politihund, da han bliver anholdt, oplyser René Søi Pedersen.

Manden, der i forvejen er kendt af politiet, er søndag formiddag stadig anholdt. Politiet vurderer nu, om han kan få et straks tilhold med den chokerede kvinde.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe hende. Vi kan jo ikke have, at han tager derud igen, fortæller vagtchefen.

Politiet ved ikke, hvordan de to personer kender hinanden, eller hvorfor den anholdte har taget den lange vej fra Horsens til Himmelev for at opsøge kvinden.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere