Mand bersærk midt på gaden: Kastede rundt med knive

En spirituspåvirket mand gik tirsdag aften amok midt på gaden, og da politiet dukkede op, så kastede han flere knive efter dem

Ved du noget? Kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

En helt almindelig tirsdag aften udviklede sig dramatisk for en 71-årig kvinde og de øvrige personer på Klosterstræde midt i Nykøbing Falster.

Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

- Vi havde forhold, hvor en 71-årig kvinder anmelder, at en mand er gået amok på hende. Han var sandsynligvis meget spirituspåvirket, og da patruljen kommer frem kaster han to knive og en saks efter dem, siger vagtchef Ove Christoffersen til Ekstra Bladet.

Heldigvis blev ingen af betjentene eller øvrige borgere ramt af knivene, og det lykkedes politiet at få manden anholdt.

- Han er blevet afhørt, men jeg ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad der fik ham til at gå amok på kvinden, siger Ove Christoffersen til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet er den anholdte en 33-årig mand fra lokalområdet. Han er sigtet for forsøg på vold og for trusler.

Ved du noget? Kontakt os på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)