Mand bjerget Nordsøen: Eftersøgt med helikopter

Forsvaret har søndag eftermiddag iværksat en storstilet eftersøgning af savnet andenstyrmand i Nordsøen

Opdateret 17:45
TV2 skriver, at manden er blevet fundet i Nordsøen og er blevet fløjet til Skejby Sygehus, hvor han er afgået ved døden.

To af Forsvarets helikoptere og 10-12 skibe fra det civile beredskab leder søndag eftermiddag i Nordsøen efter en person, der er meldt savnet på et containerskib.

Der er tale om skibets andenstyrmand, som sidst blev set af de ombordværende klokken 04 søndag morgen. Da han skulle møde igen på vagt klokken 12, var der intet spor af ham.

- Det er en opgave, der handler om eftersøgning af en person, der formodentlig er faldet over bord, eller i hvert fald ikke længere er på det skib, han arbejder, siger vagtholdsleder Jesper Lyngholm, Forsvarets Operationscenter.

Mandens nationalitet kendes ikke, men skibet er indregistreret i Antigua/Bermuda.

Sidst manden blev set i live, befandt skibet sig nordvest for Hanstholm. Da han skulle møde på vagt ved middagstid, befandt skibet sig vest for Esbjerg.

Det er hele dette område i Nordsøen - et område på cirka 300 kvadratsømil - som nu afsøges af helikoptere og skibe.

- Det er et meget stort søgeområde fra Hanstholm i nord til Esbjerg i syd. Derfor har vi valgt at indsætte to helikoptere, der starter fra hver sin ende, forklarer Jesper Lyngholm.

Ud over egne helikoptere trækker Forsvaret på det civile beredskab langs den jyske vestkyst. Desuden er andre skibe i området blevet bedt om at holde øje.

Hvor lang tid manden kan holde sig i live, hvis han er faldet over bord, afhænger af flere faktorer.

- Hvis han har redningsvest og andet udstyr, så er chancerne gode. Men det afhænger af beklædningen og vandtemperaturen.

- Hvis vi går ud fra, at han har det tøj på, han havde på, da han gik fra vagt søndag morgen, vil vi anslå, at han kan overleve 10-12 timer, siger Jesper Lyngholm.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere