Mand blev overfaldet af puma: Dræbte den med sine bare næver

Manden fik selv alvorlige skader som følge af den usædvanlige kamp

En ikke nærmere identificeret amerikansk mand formåede mandag at slippe levende fra at blive overfaldet af en puma under en løbetur.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Manden var ude at løbe i en park i delstaten Colorado, da han blev overfaldet af en puma, lyder det fra Colorado Parks and Wildlife (CPW).

Manden løb alene på bjerget Horseshoe Mountain, da han hørte noget bag sig. Idet han vendte sig om for at undersøge det nærmere, blev han overfaldet af pumaen.

- Pumaen kastede sig over løberen og bed ham i ansigtet og håndleddene. Han var i stand til at gøre modstand og slippe løs fra pumaen og dræbe den i selvforsvar, lyder det i en pressemeddelelse fra parken.

Gjorde hvad han kunne
Her lykkedes det manden at kvæle pumaen, mens han forsvarede sig fra dyrets angreb.

Ifølge Coloradoan blev liget af pumaen fundet efter angrebet havde fundet sted. Den blev anslået til at veje omkring 36 kg.

- Løberen gjorde alt, hvad han kunne, for at redde sit liv. Når du bliver angrebet af en puma må du gøre alt, hvad du kan, for at gøre modstand, ligesom denne herre gjorde, siger Mark Leslie, der er regional chef for Colorado Parks and Wildlife.

- Det er beklageligt, at pumaens jagtinstinkt blev udløst af løberen. Dette kunne have fået et meget anderledes udfald, siger han.

Manden, der blev overfaldet, fik 'alvorlige men ikke livstruende skader' af mødet med pumaen.

Ifølge Colorado Parks and Wildlife er færre end 20 mennesker blevet dræbt af pumaer de sidste 100 år. I Colorado alene har tre personer mistet livet, mens 16 er blevet såret siden 1990.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere