Mand blev rasende over tv-reklame: Nu skal han i fængsel

I retten erklærede dommeren sig enig i, at den pågældende tv-reklame var irriterende. Den tiltalte slap dog ikke for dom

Modelfoto: AltoPress / Maxppp
Modelfoto: AltoPress / Maxppp

Ved du, hvilken reklame der er tale om? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 (alm. sms-takst)

Langt de fleste kender til irriterende tv-reklamer, der forstyrrer den gode film eller tv-serie.

Men hvor langt de fleste blot trækker på skuldrene, sukker højlydt eller skifter tv-kanal, valgte en 62-årig mand i februar en helt fjerde løsning, der nu har sendt ham 30 dage i fængsel.

Det oplyser anklager ved Fyns Politi, Maria Fanø-Fredeløkke, til Ekstra Bladet.

- Manden bliver så voldsomt irriteret over den her tv-reklame, at han ringer til virksomheden og beder dem om at droppe den. Det reagerer de ikke på, og så ringer manden tilbage og indtelefonerer en bombetrussel.

- Han siger, at hvis de ikke fjerner reklamen, så vil han bombe virksomheden og jævne den med jorden, fortæller Maria Fano-Fredeløkke.

Erstatningskrav på 60.000
I retten modtog manden sin straf på 30 dages fængsel foruden et erstatningskrav fra virksomheden på 60.000 kroner.

- Reklamen er virkelig voldsomt irriterende, det erklærede dommeren sig også enig i, men som dommeren sagde, så kunne manden blot have slukket for tv'et, lyder det fra anklageren.

Manden er ikke tidligere kendt af politiet.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilken reklame eller dansk virksomhed, der er tale om.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere