Mand død efter hajangreb ved turistø

Det er det tredje hajangreb på blot to måneder ved øgruppen Whitsundays, der er en populær turistdestination

En mand er død efter et hajangreb ved en populær turistdestination i Australien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er det tredje hajangreb på blot to måneder ved den tropiske øgruppe Whitsundays nær Great Barrier Reef ved den australske østkyst.

Det var en 33-årig australsk mand, der mandag omkring klokken 17.30 lokal tid blev angrebet af en haj, som bed ham i arme og ben. Det oplyser en talsmand for det australske politi.

Han blev derefter bragt til hospitalet, hvor han har mistet livet som følge af sine skader.

Manden var mandag på sejltur på en yacht ved øgruppen Whitsundays nær Cid Harbour, hvor han både svømmede og stod på paddleboard.

Hajen angreb ham, mens han svømmede ud for yachten.

Hajangreb er ellers sjældne i området. Og indtil sidste måned var det otte år siden, der sidst havde været et alvorligt angreb ved Whitsundays.

Men i september blev en 46-årig mand og en 12-årig pige angrebet under to separate angreb. De kom begge på hospitalet og blev behandlet for deres alvorlige skader.

Efter de to angreb dræbte de australske myndigheder to store tigerhajer. Den ene var 3,3 meter lang.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere