Mand død: Fundet livløs i havnebassin

Politi og brandvæsen er søndag eftermiddag til stede på havnen i Gilleleje, hvor en mand er fundet livløs i vandet

Manden blev i første omgang forsøgt genoplivet, men er senere afgået ved døden. Foto: Allan Andersen
Manden blev i første omgang forsøgt genoplivet, men er senere afgået ved døden. Foto: Allan Andersen

Ved du noget? Kontakt os på 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster almindelig sms-takt)

En mand er søndag eftermiddag omkommet efter at være fundet livløs i et havnebassin i Gilleleje Havn.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for Ekstra Bladet.

- Vi fik klokken 14:59 en besked om, at der lå en livløs person i havnen cirka ti meter ude. Han lå med hovedet nedad, fortæller vagtchef Martin Bakke.

Reddere på stedet forsøgte i første omgang at genoplive manden med livreddende førstehjælp. Efterfølgende blev han kørt til hospitalet, men er senere på eftermiddagen erklæret død.

- Han stod ikke til at redde, da han kom ind på Rigshospitalet, siger Martin Bakke.

Det er endnu uvist, hvor længe manden har ligget i det iskolde vand, og hvorfor han er endt der. Dog arbejder politiet ud fra en teori om, at der er tale om en ulykke.

- Vores teori er, at han er gået på havnekanten og er faldet i. Som det ser ud for os, er han forsøgt at komme op ved sildefabrikken, der ligger deroppe, fordi han er smurt ind i sildefedt, fortæller vagtchefen.

- Vi tror også, at han har forsøgt at komme op ved noget boltværk og nogle dæk, men ikke er lykkedes, fordi der er meget glat, supplerer han.

Politiet har fundet nogle papirer, der menes at stamme fra manden. Ifølge papirerne skulle der være tale om en 50-årig mand, der ikke er fra området.

Ifølge vagtchefen er der umiddelbart ingen vidner, der har set manden falde i vandet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere