Mand død i drukneulykke

En mand er død efter en svømmetur i havet, oplyser Nordjyllands Politi

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze

Sent torsdag eftermiddag er en mand afgået ved døden i en ulykke på havet ud for Hou i Nordjylland.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Han er desværre afgået ved døden, lyder det fra vagthavende Jesper Sørensen.

Der er tale om en 74-årig mand. De pårørende er underrettet.

- Han tog sig en svømmetur fra en sejlbåd ude på havet og kom i problemer. Det er de omstændigheder, jeg kan sige for nu, lyder det fra Jesper Sørensen.

På Twitter skrev politiet torsdag eftermiddag, at manden var sprunget i havet fra en båd og blev taget af strømmen.

Nordjyllands Politi forklarer, at manden blev spottet af en helikopter, reddet op i en båd og herefter fløjet med helikopteren til Aalborg Universitetshospital.

- Her forsøgte de alt, hvad de kunne med livreddende førstehjælp, men det lykkedes desværre ikke, siger Jesper Sørensen.

1 af 3 Foto: René Schütze
2 af 3 Foto: René Schütze
3 af 3 Foto: René Schütze