En alarmerende melding om voldsomme husspektakler på en landejendom ved Gjerlev mellem Randers og Hadsund udløste i formiddag et stort opbud af svært bevæbnet politi.
Mens en ambulance og en lægebil holdt sig klar i baggrunden, trængte politiets taktiske anholdelsesgruppe på otte mand og flere hundepatruljer sidst på formiddagen ind på ejendommen langt inde ad en grusvej.
Her fandt de en livløs 50-årig mand, som kort efter blev erklæret død af akutlægen. Dødsårsagen er ikke oplyst.
Ingen kriminel handling
- Det er politiets vurdering, at der ikke ligger en kriminel handling
bag dødsfaldet. De pårørende er underrettet, oplyser Østjyllands Politi i en kort meddelelse.
- Vi fik en anmeldelse om, at et husspektakel havde udviklet sig på en adresse i Gjerlev. Det var et familiemedlem, der ikke befandt sig på adressen, som anmeldte hændelsen, oplyser politiet.
Af meddelelsen fremgår, at politiet betragter dødsfaldet som et privat anliggende, og derfor vil der ikke komme yderligere oplysninger.