Mand dømt for at knivstikke kæreste og kaste hende i havn

En 29-årig mand er torsdag idømt fængsel i seks år og tre måneder for at forsøge at slå en kvinde ihjel

En 29-årig mand er idømt fængsel i seks år og tre måneder samt udvist for bestandigt. Straffen har han fået for at forsøge at slå sin ekskæreste ihjel ved at stikke hende med kniv og kaste hende i havnen en decembernat. Han har valgt at modtage dommen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En 29-årig mand er idømt fængsel i seks år og tre måneder samt udvist for bestandigt. Straffen har han fået for at forsøge at slå sin ekskæreste ihjel ved at stikke hende med kniv og kaste hende i havnen en decembernat. Han har valgt at modtage dommen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En kvinde blev stukket fire gange - heraf mindst en gang i brystet - og snittet med en kniv, inden hun en decembernat blev kastet i havnen i Aarhus.

Torsdag er kvindens ekskæreste ved Retten i Aarhus blevet idømt fængsel i seks år og tre måneder for drabsforsøg.

29-årige Rayed Khalil Ibrahim, der er irakisk statsborger, er desuden udvist for bestandigt. Det oplyser senioranklager Jakob Beyer.

- Jeg er ganske tilfreds med sagens udfald. Retten har valgt at følge anklagemyndighedens bevisvurdering af, at der var tale om drabsforsøg. Det er det, jeg hæfter mig ved, siger han til Ritzau.

Til Ekstra Bladet uddyber han:

- Det er en meget alvorlig sag. Kvinden blev både stukket i nakke, ryg og i brystet, hvor det ene stik ramte to centimeter fra hjertet. Samtidig blev hun kastet i Aarhus Havn, hvor vandet på det tidspunkt var omkring fire grader, så det er rent held, at hun overlever.

Jakob Beyer mente, at måden, kvinden blev forsøgt dræbt på, gjorde, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder, som skulle give en hårdere straf.

Det mente retten dog ikke. En dom fra Højesteret har ifølge senioranklageren slået fast, at udgangspunktet for drabsforsøg er fængsel i seks år.

Men foruden drabsforsøget fra 2018 er manden kendt skyldig i røveri samt en række butikstyverier.

Nægtede sig skyldig
Det var to unge mænd på vej hjem fra en bytur natten til 24. december 2018, der opdagede, at kvinden råbte fra vandet.

- Det er kun, fordi de opdager hende og får tilkaldt politi og ambulance, at hun bliver reddet op, siger anklageren til Ekstra Bladet og tilføjer, at Rayed Khalil Ibrahim på det tidspunkt havde forladt gerningsstedet.

Manden har under sagen nægtet sig skyldig i drabsforsøg. Han har forklaret, at han forsøgte at stoppe hende, da kvinden forsøgte at begå selvmord ved at stikke sig selv og kaste sig i havnen.

Den forklaring købte retten dog ikke. Blandt andet på grund af fundet af blodigt tøj, som manden havde gemt i en pose tæt på gerningsstedet, knivstikkene i kvindens nakke, som hun vanskeligt kunne have påført sig selv, og derudover kvindens forklaring, der ikke stemte overens med den 29-åriges version af episoden.

Rayed Khalil Ibrahim mener, at han og kvinden var kærester, da overfaldet fandt sted. Det er kvinden uenig i. Motivet for drabsforsøget var, ifølge anklageren, sandsynligvis at kvinden havde sagt, hun ville gå fra ham.

Rayed Khalil Ibrahim blev varetægtsfængslet efter dommen med henblik på afsoning. Han valgte at modtage dommen.