Mand dømt: Hash-lager bag skjult dør

Frikendt for heroinfund, men dømt for at være del af organiseret handel med hash i Pusher Street

KØBENHAVNS BYRET: En 24-årig mand blev i dag idømt tre måneders fængsel i en sag, hvor han var tiltalt for at være del af den organiserede handel med hash i Pusher Street.

Desuden var han tiltalt for besiddelse af et gram heroin til eget forbrug. Dette forhold blev han dog frifundet for. Til gengæld blev han dømt for besiddelse af hash og penge.

Ved retssagen i dag kom det frem, at politiet fandt den omtalte portion heroin i baglokalet til en lokation, der kaldes PC-Caféen.

Nok er der i følge anklageskriftet kun tale om et enkelt gram heroin, men ifølge Christianias Grundlov er hård narkotika forbudt på 'Staden', og derfor har den omtalte portion heroin ifølge Ekstra Bladets oplysninger været genstand for både debat på Christiania samt benægtelse blandt visse figurer i miljøet omkring Pusher Street.

Den 24-årige blev anholdt om eftermiddagen 23. december i fjor. Det skete bag PC-cafeén, der ligger lige om hjørnet fra Pusher Street.

Konkret var manden tiltalt for besiddelse af godt halvandet kilo hash, 3,2 kilo skunk, 125 joints i forskellig størrelse samt yderligere en række hashprodukter. Blandt andet cannabishonning og hashbutter. Dertil kom 133.000 kr i kontanter.

Erkendte delvist
Ved dagens retsmøde erkendte den 24-årige besiddelse af et såkaldt bodklæde indeholdende 130 gram hash, 110 gram skunk, 24 joints samt yderligere en mindre række cannabisprodukter.

Resten  - inklusive heroinen - benægtede han at kende til.

Den tynde 24-årige havde kort, mørkeblond hår. Han var iført mørke bukser samt en blå EA7 træningstrøje med 'ITALIA' skrevet på ryggen.

Manden er tidligere dømt for en række forhold, blandt andet for at være del af den organiserede handel med hash i Pusher Street. Ved dagens retsmøde forklarede han, at han var på Christiania 23. december for at købe noget hash.

I den forbindelse stod han og snakkede med nogen, da Pusherfolkets interne alarmsignaler gjaldede ned gennem Pusher Street:

- Så bliver der råbt 'ost' (intern slang for politiet, red) og og 'politi'. Så er der en, der stikker mig et bodklæde. og spørger, om jeg vil tage det, forklarede den 24-årige ved dagens retsmøde.

Hvorfor tager du imod det, spurgte anklager, Peter Andersen.

- Det var ren panik. Jeg regnede med at få noget hash for det, lød svaret.

Løb væk med hash
Han løb derfor væk fra Pusher Street, hvor han tilfældigt kom forbi PC-caféen, Her stod der en mand og vinkede ham ind. Inde i bygningen løb han derefter gennem først et rum, og derefter ind i et andet. Her smed han bodklædet fra sig og løb ud af en bagdør.

Lige uden for blev han anholdt af en betjent, der stod på lur.

Selvsamme betjent samt en af hans kolleger var ligeledes indkaldt til at vidne. De forklarede samstemmende, hvordan de havde været på opgave i Pusher Street 23. december.

- De (Pusherfolket, red) opdagede først politiet ret sent. Og så opstår der kæmpe panik, forklarede den ene betjent.

Han fulgte derefter efter den tiltalte 24-årige, der småløb ned til PC-Caféen, hvor han løb ind. Den ene betjent fulgte efter, mens den anden løb om ventede på bagsiden af huset.

Stank af hash
Den ene betjent beskrev, hvordan det første lokale er et butikslokale. Herfra var der via en dør skjult bag et blåt reklameskilt adgang til et baglolael. Døren ind til dette rum var aflåst, så de måtte banke hul i en mindre rude i døre for at komme derind.

- Der lå hashprodukter og penge over det hele. Der stinker af hash, og der lå endda heroin derinde, forklarede den ene betjent.

Betjenten vurderede, at rummet fremstod som et nærlager, hvorfra boder i Pusher Street hurtigt kunne betjenes, hvis det blev nødvendigt med flere varer.

- Det er jo ikke ligesom nede i supermarkedet, hvis de løber tør for mælk, og så Arla kommer ud dagen efter, beskrev betjenten.

En del af hashprodukterne lå som sagt i omtalte bodklæde, mens resten lå rundt om i lokalet. hvor man også fandt en lille hvid bøtte med pulver i.

- Det har vi fået kontroltestet, hvor det viste sig at være heroin, forklarede betjenten.