Mand dømt: Plyndrede ældre for værdier

Et år og ni måneders fængsel til 45-årig mand

En 45-årig mand fra Fyn skal et år og ni måneder i fængsel for en stribe målrettede tyverier hos ældre mennesker.

Det har en dommer ved Retten i Holstebro besluttet torsdag, skriver tvmidtvest.dk.

Den 45-årige var tiltalt for 29 forhold. Han blev dømt for de 19. Billeder fra overvågningskameraer var med til at fælde manden.

Den 45-årige brugte typisk den samme fremgangsmåde under sine ugerninger. Først bankede han på døren til den ældres hjem. Siden fortalte han, at der var sket en del indbrud i nabolaget, og at han var på stedet for at undersøge sikkerheden i den ældres hjem.

Herefter lykkedes det manden at få udpeget, hvor den ældre måtte have sine værdier, hvorefter han har stjålet dem.

Fremgangsmåden var med til at skærpe straffen, skriver TV Midtvest.

- Retten har lagt til grund, at indbruddene var grove, hvilket betyder, at han er dømt efter straffelovens paragraf 286. Dels på grund af fremgangsmetoden, og dels på grund af de mennesker, det er gået ud over, siger Michelle Munk Pedersen, der er anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Retten fandt det bevist, at manden i alt var sluppet afsted fra de mange tyverier med værdier for cirka 300.000 kroner. I de fleste tilfælde var der tale om kontanter.

Den dømte er i forvejen straffet for lignende kriminalitet. Han fik to uger til at overveje, om han vil anke dommen.