Mand dømt: Truede og røvede mand på åben gade

En 24-årig mand er blevet idømt et år og tre måneders fængsel for blandt andet et gaderøveri mod en bekendt

En mand i midten af 20'erne skal en tur i fængsel.

Det har Retten i Aarhus besluttet.

Den 24-årige mand skal et år og tre måneder i fængsel for et gaderøveri mod en 21-årig mand 31. maj 2018 og for flere tidligere indbruds- og tyveriesager.

Den 24-årige dømte mand tog fat i kraven på den 21-årige og rev to halskæder af ham, hvorefter han råbte trusler efter den forurettede. Overfaldet skete ved Hans Hartvig Seedorfs Strædes Stræde i Aarhus.

Senioranklager Jakob Beyer fortæller til Ekstra Bladet, at den hårde straf skyldes, at manden tidligere er massivt straffet.

- Dommen på et år og tre måneders fængsel skyldes, at han fire gange tidligere er blevet dømt for røveri, og derudover også er blevet dømt for berigelseskriminalitet.

- Den nu dømte og den forurettede havde kendskab til hinanden, siger han.

Efter overfaldet flygtede den 24-årige, men han blev hurtigt fanget af politiet tæt på gerningsstedet med en af de stjålne halskæder om halsen.

Dagen efter, at han blev anholdt, blev han varetægtsfængslet.

I retten blev den 24-årige ud over gaderøveriet dømt for indbrud, biltyverier og flere butikstyverier, som blev begået i løbet af maj måned.

Den 24-årige modtog dommen uden at anke og skal nu sidde varetægtsfængslet, indtil han får plads i en arrest.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere