Mand dræber to og sårer 12 i skyderi foran bar i Toronto

To personer er dræbt i et skudangreb i det centrale Toronto i Canada - et dusin andre er såret

En skudepisode i den canadiske by Toronto har søndag aften lokal tid kostet to ofre livet. Umiddelbart efter skudepisoden blev en kvinde meldt død, mens en blev meldt kritisk såret.

Mandag morgen lokal tid oplyser politiet i delstaten Ontario, som Toronto ligger i, at et andet offer er død som følge af sine skader. Det er ikke oplyst, hvor vidt der er tale om den pige, hvis tilstand søndag aften var kritisk.

Gerningsmanden flygtede efter skudepisoden, men blev fundet ikke langt fra stedet. Han havde skudt og dræbt sig selv, inden han blev fundet.

I alt blev 14 ramt af skud fra gerningsmanden. Det er endnu uvist, hvilken tilstand de øvrige sårede er i. De er alle bragt på hospitalet.

- Tilstanden på de sårede er endnu uvis. En ung pige er blandt de sårede, skrev det canadiske politi på Twitter.

Vidner på stedet hørte ifølge lokale medier omkring 20 skud ved 22-tiden søndag aften lokal tid.

Skyderiet er sket foran en bar i det centrale Toronto i et kvarter, der er kendt som Greektown.

Politiet og ambulancer var efterfølgende talstærkt til stede på gerningsstedet.

Motivet bag gerningsmandens angreb er ukendt.

Doug Ford, der er premierminister i provinsen Ontario, hvor Toronto er hovedstad, fordømmer hændelsen.

- Mine tanker går til ofrene og de pårørende til dette forfærdelige skyderi i Toronto, skriver han på Twitter.

Toronto kæmper med en stigende vold i byen. I år er 26 personer døde efter skudepisoder. Det er en stigning på 53 procent sammenlignet med den samme periode sidste år.

Efter skudangrebet har Canadas premierminister sendt sine tanker til ofrene og deres pårørende.

'Mine tanker er hos alle berørte af den forfærdelige tragedie på Danforth Avenue i Toronto i går aftes. Og må de sårede komme sig fuldstændig. Torontos indbyggere er stærke, robuste og modige - og vi vil være der til at støtte jer gennem denne svære tid.' Skriver premierministeren på Twitter.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere