Mand dræbt af skud i Viby

En 22-årig mand blev torsdag formiddag fundet dræbt af skud i en bil, der holdt ved en boligblok i Vårkjærparken i Viby J.

Video: Ernst van Norde

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Ifølge politiet er en 22-årig mand blevet dræbt af skud i Aarhus-bydelen Viby J.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi er i fuld gang med efterforskningen af drabet, og vi hører meget gerne fra vidner, som har set eller hørt noget mistænkeligt omkring Vårkjærparken i løbet af natten til torsdag eller tidlig torsdag morgen.

- Vi vurderer, at det er et drab begået i det kriminelle miljø, men det er for tidligt at sige noget om motiv og eventuelle gerningsmænd, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Politiet oplyser, at de fik anmeldelsen klokken 11.20 fra nogle borgere, der havde fundet den dræbte mand i bilen.

De pårørende er underettet.

Massivt til stede
Ekstra Bladets reporter på stedet beretter, at der både er politi og redningsmandskab.

Hun fortæller endvidere, at politiet har afspærret et stort område. Særligt omkring en parkeringsplads og på et grønt område arbejder politiet. Politiet afhører samtidig borgere i området omkring og i boligblokken Vårkjærparken.

Vores reporter kan se mindst otte politibiler på stedet, mens mellem 25 og 30 civilklædte betjente arbejder på stedet.

Af hensyn til efterforskningen vil politiet midt på eftermiddagen ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.