Mand dræbt: Blev påkørt bagfra og slynget ud af bil

En mand har natten til onsdag mistet livet i en trafikulykke på motorvej i Sønderjylland

En mand er natten til onsdag blevet dræbt i en trafikulykke på Sønderjyske Motorvej, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er tale om en 58-årig mand fra lokalområdet, oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær.

Se mere video på localeyes.dk

Personen førte en bil, som ifølge politiet først kørte ind i et autoværn og derefter blev ramt bagfra af en anden personbil.

- Det ser umiddelbart ud til, at der er tale om en eneulykke, som bliver efterfulgt af et sammenstød. Ved påkørslen bliver føreren af den forreste bil slynget ud af køretøjet, siger vagtchefen.

- Vi får en anmeldelse klokken 00.45 om, at der ligger en livløs og tilsyneladende hårdt kvæstet person på vejbanen. Han er efterfølgende erklæret død, siger vagtchefen.

Den anden bilist, der var involveret i ulykken, blev efterfølgende kørt på sygehuset til tjek, men vedkommende er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen til Ekstra Bladet.

Politiet vurderer, at sammenstødet skete, fordi den forreste bil var mørklagt som følge af det første uheld.

Politiet afspærrede en strækning på godt 11 kilometer i sydgående retning mellem afkørslerne 69 (Haderslev syd) og 70 (Aabenraa nord).

- Vi er ved at afvikle køen. Bilisterne får lov til at vende om på motorvejen, og køre af ved afkørsel 69. Derfra må de så finde alternative ruter, sagde Nikolaj Hølmkjær klokken 1.30.

Vejbanerne mellem de to afkørsler blev åbnet for trafik igen kort før klokken 4.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere