Mand dræbt i sammenstød med lastbil

En alvorlig trafikulykke på Vardevej har kostet en mand livet. En personbil og lastbil stødte sammen

En mand er tidligt onsdag morgen omkommet efter at være stødt sammen med en lastbil på Vardevej syd for Herning.

Det oplyser vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Vejen er spærret i begge retninger, og det vil den være det meste af formiddagen. Politiet er til stede og leder trafikken uden om ulykkesstedet.

Ulykken fandt sted klokken 06.45 onsdag, da en personbil og en lastbil kom kørende mod hinanden. Af endnu ukendte årsager kom personbilen over i modsatte vejbane. Lastbilen nåede ikke at undvige, og de to køretøjer stødte sammen.

Der var kun én person i både den involverede personbil og lastbil.

De pårørende til den omkomne mand er i øjeblikket ved i samarbejde med politiet at identificere den afdøde. Først derefter kan Midt- og Vestjyllands Politi oplyse yderligere om den tragiske ulykke.