Mand dræbt i trafikulykke

En lastbil og en personbil var impliceret i ulykken, der har kostet en 80-årig mand livet

Video: Local Eyes

En ældre mand er mandag morgen kort før klokken otte blevet dræbt i en ulykke på Skanderborgvej nord for Rask Mølle.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter.

En lastbil og en personbil var impliceret i ulykken.

Over for Ekstra Bladet fortæller vagtchef Jesper Jensen, at der er tale om et frontalt sammenstød.

- Det er føreren af personbilen, der er afgået ved døden. Lastbilchaufføren er uskadt, siger vagtchefen.

Kort før klokken 10 oplyser politiet, at der er tale om en 80-årig mand fra lokalområdet. De pårørende er underrettet.

Vej helt spærret
Som følge af ulykken har politiet spærret vejen, der ligger vest for Horsens.

- Vejen er totalt spærret, og vi opfordrer bilister til at vise hensyn og finde alternative ruter, siger vagtchefen.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan ulykken kunne ske.

- Der er ikke noget, der tyder på overhaling, men vi undersøger selvfølgelig de nærmere omstændigheder, lyder det fra vagtchefen.

Politiet vil ikke kommentere, hvorvidt det var personbilen, der kørte ind i lastbilen, eller omvendt.

- Vi er ved at undersøge de nærmere omstændigheder, siger vagtchefen.