Mand dræbt i ulykke med mejetærsker

Arbejdstilsynet undersøger nu de nærmere omstændigheder omkring ulykken

En 45-årig mand fra Rebild omkom i nat i en høstulykke i Hobro.

- Manden blev fastklemt i skærehovedet på en mejetærsker, siger Henrik Beck, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Manden formåede selv at tilkalde ambulance og politi, men han afgik senere ved døden.

- Vi fik anmeldelsen klokken 01.18, og han var alene derude. Derfor har arbejdstilsynet nu taget derud for at fastlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken, siger vagtchefen.

Mandens pårørende er underrettet.