Mand dræbt i ulykke: Vej spærret

En 21-årig mand har mistet livet i trafikulykke

Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix

En ung mand har onsdag eftermiddag mistet livet efter en voldsom ulykke på Herningvej ved Ringkøbing.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der er en traktor, som er ved at dreje ind ad en sidevej, og en personbil kører derfor over i den modkørende vejbane for at komme udenom. Her kører den frontalt ind i en varevogn, siger vagtchef Ole Vanghøj til Ekstra Bladet.

Føreren af personbilen - en 21-årig mand fra lokalområdet - mistede livet i ulykken, mens føreren af varebilen er kommet alvorligt til skade og er indlagt på sygehuset i Herning.

Ifølge vagtchefen var en tredje bil også involveret i ulykken, men ingen personer fra den bil er kommet noget til. Føreren af traktoren er også uskadt.

Som følge af den alvorlige ulykke blev vejen spærret mellem krydset med hovedvej 11 Brejningvej i øst og rundkørslen, hvor vejen møder hovedvej 28 Novej i vest.

Ulykken skete omkring klokken 16.30, men først kort før 20.30 er vejen blevet genåbnet.

I mellemtiden har blandt andet en bilinspektør været på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder bag ulykken.