Mand dræbt i ulykke

En 28-årig mand har mistet livet i en arbejdsulykke i Roskilde

En 28-årig mand fra Roskilde mistede torsdag livet efter en ulykke på Håndværkervej i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i dagens døgnrapport.

Ifølge politiet var manden kørt i en lastbil hen til ulykkesstedet, hvor cirka 1200 kg tunge 'bigballer' af komprimeret affald skulle læsses af.

Her var en bigballe faldet ned fra ladet og landet oven på den 28-årige, som blev svært kvæstet.

Politi og redningspersonale rykkede klokken 17.37 ud til stedet, hvor manden fik livreddende førstehjælp. Han blev efterfølgende bragt til skadestuen, men her blev han kort efter erklæret død af en læge.

Arbejdstilsynet blev kaldt til stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken sammen med politiet. Det skal senere på baggrund af deres undersøgelse fastlægges, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for dødsfaldet.

De pårørende til den 28-årige er underrettet, oplyser politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere