Mand dræbt ved svensk metrostation: Troede han samlede legetøj op

En 60-årig mand omkom søndag, da han samlede en håndgranat op på vejen ved en svensk metrostation. Nu står sønnen frem

Aftonbladet var på stedet kort efter eksplosionen, der dræbte en 60-årig mand. TV: Aftonbladet

En 60-årig mand blev søndag formiddag dræbt af en håndgranat nær metrostationen Vårby Gård, der ligger cirka 15 kilometer fra Stockholm.

Nu fortæller mandens 37-årige søn, Daniel, hvorfor hans far pludseligt blev dræbt. Det var faderens sambo, der har fortalte ham om det.

- Hun fortalte mig, at han troede, det var et legetøj, han samlede op fra vejen. Også eksploderede det, siger han til svenske Aftonbladet.

Han fortæller, at faderen var ved at cykle på arbejde, da ulykken skete. Hans partner var kun to meter bag ham, da granaten sprang.

Hun fik skader i ansigtet og på kroppen, men blev udskrevet hurtigt.

Selvom Daniel har boet i Chile de sidste mange år, så har han haft et tæt forhold til sin far.

- Han var en stor person med et varmt hjerte. Han hjalp mange mennesker, der ankom til landet. Der er folk fra Sverige, der har skrevet til mig og fortalt, hvordan han har hjulpet dem, siger Daniel til avisen.

Det svenske politi har stadig ikke anholdt nogle for drabet, og de ved heller ikke, hvordan håndgranaten er landet midt på vejen.

- Jeg kan ikke gøre noget her fra Chile. Men jeg appellerer til dig, som ved noget. Gå til politiet og fortæl dem det, siger han inderligt til avisen.

I Sverige er kriminelle bandemedlemmer i stigende grad begyndt at bruge håndgranater mod hinanden. Således fandt politiet i 2017 fra januar til sidst i november 22 håndgranater, hvoraf de 12 gik af, skriver den svenske avis Expressen.

Ifølge det svenske politi var der i Vårby Gård tale om en håndgranat fra det tidligere Jugoslavien, som i de senere år har fundet vej til Sverige.

- I Vårby Gård var det noget så unaturligt som at røre den, hvorpå den så gik af. Det er ikke usædvanligt, at de håndgranater, som de senere år er kommet ind i Sverige fra det tidligere Jugoslaven, har en usikker funktion, siger Gunnar Appelgren, der er ansvarlig for politiets indsats mod bandekonflikter i Stockholm, til Expressen.