Mand efterlyst efter eksplosion

Politiet efterlyser en mand med mørkt tøj efter eksplosion på Nørrebro

Politiet efterlyser en mand med mørkt tøj og lyse sko, der er set løbe fra politistation på Nørrebro umiddelbart efter eksplosion.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

- Ifølge flere vidner er manden er iklædt sort tøj og lyse sko, og han er set løbe fra stedet i høj fart, siger vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz til Ritzau.

Manden løb fra gerningsstedet i Hermodsgade mod Sigynsgade og derfra videre mod Skjolds Plads.

- Vi vil selvfølgelig meget gerne i kontakt med manden. Og også andre, der har set nogen i området, der passer på signalementet, siger Rasmus Agerskov Schultz.

Ifølge vicepolitiinspektøren ankom politi og beredskab til Hermodsgade få minutter efter eksplosionen, og området er fortsat afspærret.

Hovedstadens Beredskab fortalte natten til lørdag om store ødelæggelser på bygningen i Hermodsgade, der til daglig huser Københavns Politis lokalstation Nordøst.

Øjenvidner fortæller til Ritzau, at der er store skader på facaden. En bruger på Twitter har lagt billeder op, der viser knuste ruder og store skader på indgangspartiet til politistationen og en tilstødende bygning.

Eksplosionen ved politistationen kommer mindre end en uge efter en lignende hændelse ved Skattestyrelsens bygning i Københavns nordhavn.

Politiet siger tidligt lørdag morgen, at det er for tidligt at sige, om der er en sammenhæng, men at det indgår i deres efterforskning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere