Mand eftersøgt for dødsvold har meldt sig selv

Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag

En 37-årig mand, der har været eftersøgt for dødsvold mod sin hustru og mor til parrets tre børn på 4, 15 og 16 år, har meldt sig selv.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde i dag klokken 13.30, hvor han blev fængslet i fire uger bag lukkede døre.

Han blev desuden beskyttet af navneforbud på trods af, at han har været offentligt efterlyst.

Manden mødte selv op på politigården i Roskilde i går klokken 15.30 sammen med sin forsvarer. Politiet har tidligere forsøgt at lave aftaler med ham om, at han skulle melde sig, hvor han alligevel valgte at udeblive. Derfor efterlyste politiet ham offentligt med navn og billede.

Men i går kom han uanmeldt, fortæller efterforskningsleder Kim Løvkvist.

Den 34-årige kvinde blev bragt på Rigshospitalet 2. oktober, efter hendes ældste børn havde slået alarm, fordi de fandt deres mor i slem forfatning. Kvinden døde dog af sine skader på hospitalet.

Manden bliver sigtet for vold med døden til følge.

- Han har ikke ønsket at udtale sig indtil videre, og han nægter sig skyldig, siger efterforskningslederen.

Obduktionen af kvinden har påvist skader efter vold og formentlig også vold gennem flere år.

Der var ikke umiddelbart tegn på anvendelse af våben.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere