Mand får 30 års fængsel for drab på bulgarsk journalist

21-årig bulgarer får lang fængselsstraf efter voldtægt og drab på kvindelig journalist sidste år

En domstol i Bulgarien har idømt en 21-årig mand en fængselsstraf på 30 år for voldtægt og drab på en bulgarsk tv-journalist.

Den 30-årige tv-journalist Viktoria Marinova var ude at løbe en tur i oktober sidste år i den bulgarske by Ruse, da hun blev overfaldet og derpå voldtaget og slået ihjel.

Anklageren beskrev drabet på hende som "særligt brutalt". Politiets efterforskning har vist, at hun blev slået i hovedet, voldtaget og derpå kvalt.

Den 21-årige gerningsmand var lagt i håndjern og var bevogtet af flere betjente, da han mandag fik sin straf.

Han flygtede til Tyskland efter drabet, men her blev han anholdt og udleveret til hjemlandet.

Han tilstod drabet, hvilket betød, at han kunne undgå fængsel på livstid.

Viktoria Marinova havde en lederstilling på tv-stationen TVN, hvor hun netop havde startet et tv-program med fokus på undersøgende journalistik.

Inden hun blev dræbt, havde hun arbejdet med en sag om mulig svindel med EU-midler i Bulgarien.

Hun er en af i alt fire journalister, der blev dræbt i Europa sidste år.

Domstolen fandt imidlertid, at der ikke var nogen særlig forbindelse mellem drabet og kvindens arbejde, men at der snarere var et seksuelt motiv til drabet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere