Mand får bøde for at nævne navn på Hedegaards attentatmand

Højesteret har idømt en mand en bøde på 25.000 kroner for at bryde navneforbud i Hedegaard-sag

Fra januar til maj 2016 nævnte en mand i ti opslag på Facebook navnet Basil Hassan.

På det tidspunkt var Basil Hassan, der blandt andet mistænkes for attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard i 2013, beskyttet af et navneforbud.

Derfor har Højesteret mandag afgjort, at han skal straffes med en bøde på 25.000 kroner. Dermed stadfæster landets højeste domstol en afgørelse fra Østre Landsret fra 11. oktober 2017.

Navneforbuddet i forhold til Basil Hassan er siden blevet ophævet.

Manden har erkendt, at han skrev navnet. Men i retten anførte han, dels at navneforbuddet var i strid med hans ytringsfrihed i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, dels at andre allerede havde offentliggjort navnet.

Men Højesteret mener, at 'omtale af såvel sagen om drabsforsøget som den debat om berettigelsen af navneforbuddet, som T's opslag var en del af, kunne ske på fyldestgørende vis uden at nævne navnet på sigtede'.

Det fritager ham heller ikke for straf, at Basil Hassans navn allerede var offentliggjort andre steder. Her peger Højesteret på, at andre også er dømt for at overtræde navneforbuddet.

Desuden lægger retten vægt på, at Basil Hassan ikke selv på noget tidspunkt har udtalt sig til medierne.

Basil Hassan er blandt andet mistænkt for attentatet på journalist og islamkritiker Lars Hedegaard i februar 2013.

Her ringede en mand forklædt som postbud på døren og fortalte, at han havde en pakke til Lars Hedegaard. Men da han åbnede døren, trak 'postbuddet' en pistol og affyrede den.

Men han ramte ikke, og pistolen gik i baglås efter det første skud.

Efterfølgende blev Basil Hassan efterlyst internationalt. Han blev da også anholdt i Tyrkiet, men de tyrkiske myndigheder løslod ham igen - muligvis som led i en fangeudveksling med Islamisk Stat.

Flere medier har rapporteret, at Basil Hassan skulle være blevet dræbt i kamp enten i eller på grænsen til Syrien.

Der er siden sået tvivl om, hvorvidt han er i live eller ej, og han er i øjeblikket sammen med fem andre sigtet i en anden sag.

De seks mænd sigtes for at have bidraget til, at Islamisk Stat gennem flere år blev forsyne med droner og hobbyfly.

Kun tre af de seks mænd sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i den sag. En af mændene er ligesom Basil Hassan internationalt efterlyst, mens myndighederne har undladt at anholde en tredje mistænkt.

Selv om anklagemyndigheden endnu ikke har afgjort, om beviserne mod de seks mænd rækker til en retssag, har Københavns Byret allerede reserveret 19 dage til sagen, som ventes at blive indledt 14. august.